Jeg synes alt er fantastisk.

- er det ikke det forelskelse snyder en til at tro?

Jeg husker kysset på trappen i regnen.

Jeg går gennem Københavns små gader, omkring strøget. Så meget ved jeg. Det regner, ligesom dengang. Det føles helt som det samme. Bare uden ham. Det var anden gang jeg skulle se ham, og hele dagen havde jeg været helt oppe at køre. For det var ham. Vi skulle mødes ved Storkespringvandet, jeg så ham, gik hen imod ham, han tog min hånd, trak mig tæt på, og kyssede mig. Jeg glemte helt regnen, jeg fløj langt væk. Og så gik vi afsted, hånd i hånd, igennem København, i regnen. Vi satte os på en trappe, så langt op mod bygningen som muligt. Vi sad, så regnen lige præcis ikke kunne nå os. Vi sad midt i København, men stadig langt væk. Allerede der, vidste jeg, at det blev en speciel sommer, og at han skulle være en del af den. Det blev han, han blev faktisk bare en stor del af mit liv. Thobias hedder han. Han er stadig en del af mig, men han vil aldrig komme til at påvirke mit liv yderligere. For det har jeg valgt. Han har gjort så meget for mig, og nu skal han nyde livet.

Jeg går stadig i København, finder trappen, jeg sætte mig. Jeg kan mærke at tårerne presser på, ikke fordi at jeg er ked, men fordi jeg er glad. Glad for at jeg mødte ham, den dag inde i Tivoli. Jeg fulgte efter ham, diskret selvfølgelig. Men han havde så åbenbart lagt mærke til mig. Min veninde og jeg satte os på kanten af et bed, vi sad og spiste is, hun havde fået øje på ham, og så gik hun. Han satte sig ved siden af mig, jeg stoppe næsten med at trække vejret, mit hjerte pumpede, og jeg var meget nervøs. Vi sad og snakkede, allerede der, var jeg helt væk i ham. Det var meget specielt. Vi snakkede sammen, flere timer, hver dag. Halvanden uge efter sås vi så, på trappen i regnen, med vores første kys. Halvanden uge efter det, mødte han min mor. Hun elskede ham. Det var fantastisk, næsten utroligt. Min storesøster kunne ikke fordrage ham, min lillesøster synes bare at han var sjov, han spillede fodbold med hende i haven, og hun elskede det. Han var hurtigt inde i familien. Og blev hurtigt en kæmpe del af mit liv. Jeg var næsten lige blevet femten da jeg mødte ham, og han blev enogtyve kort tid efter. Kæmpe alders difference, men stadig så meget tilfælles. Og dog. Han var god at snakke med, fantastisk, og altid kunne an få mig til at føle mig helt fantastisk. Aldrig har jeg haft det så godt med mig selv. Indtil han slog op selvfølgelig, det var d. 1. September, jeg havde haft en skidt dag, men tanken om ham gjorde mig glad. For ham kunne jeg altid snakke med. Min veninde skulle komme hjem til mig om eftermiddagen, for vi skulle ud at svømme. Og så ringede han. Det var så det. Vi fortsatte med at se hinanden, indtil november. Jeg har også set ham et par gange i starten af året, men der havde han fået en ny kæreste. Som der så ikke var andet end problemer med. Og så rejste han, og der sluttede det.

Jeg rejser mig fra trappen, men en god følelse indeni, det var en god sommer, nok en af de bedste.