I might think that I'm gonna kill myself.

En Erindring. Barn i en skilsmisse.

Det var en søndag midt i marts i år 2007. Jeg havde lavet det jeg plejer at lave, ryddet op. Men denne søndag, der hjalp min storesøster mig. Der var en særlig stemning i huset den dag. Søndag morgen gik dog, som alle andre søndag morgener; sove længe og så lavede min far morgenmad. Men jo længere vi nåede op ad dagen, jo mere nedtrykt blev det at være i huset i Svebølle. Min storesøster var ualmindeligt sød over for mig, ikke fordi jeg havde noget i mod det, men stadig mærkeligt. Min mor smilede, men med et uvirkeligt og utrygt smil. Min far sagde ikke rigtig noget, gik bare rundt i hans egen verden. Jeg tænkte ikke så meget over det, før min mor og far kom ud fra soveværelset, jeg kunne tydeligt se at min far havde grædt. Min mor var kold, kold som hun plejede at være, dog var noget ændret den dag; hvis man kiggede hende dybt i øjnene kunne man se at noget var ændret, hendes iskolde, blå øjne, var blevet triste og nedtrykte at kigge i.

Denne marts måned var meget kold, min storesøster havde alligevel åbnet vinduet – for at lufte ud. Jeg gik ud fra værelset – for at se på andet end mit rod -, min storesøster havde tydeligvis også forladt mit værelse. Da jeg kommer ind på værelset igen, stormer min far ind – med tårer i øjnene – og råber ”få lukket det vindue! Jeg har ikke råd til at fyre for gråspurvene og jeg er her nok ikke i næste uge til at lukke vinduerne for jer!” De ord forstod jeg ikke i det de kom ud, men da jeg havde tænkt i 5-6 sekunder fandt jeg ud af hvad det var der var startet…

Jeg var 12 år, jeg var Kerstine, jeg gik i 6. klasse, jeg forstod intet og jeg troede pludselig heller ikke jeg var noget. Jeg havde heldigvis nogle venner som i hvert fald snakkede med mig og var der for mig. Venner som jeg vidste aldrig ville forlade mig. Men stadig troede lille jeg at jeg kunne redde det hele, jeg kunne redde verden og tage alverdens ansvar på mine skuldre. Jeg kunne hverken redde noget eller tage noget ansvar. Jeg begyndte i stedet at få skyldfølelse, jeg følte at det var min skyld at vores familie skulle splittes.

Nu er jeg 14 år, jeg ved ikke rigtig hvem jeg er længere, jeg går i 8. klasse, jeg forstår meget og ved jeg er noget, men ikke noget med særlig stor betydning. Jeg har stadig nogle venner som snakker med mig, er der for mig og aldrig forlader mig. Jeg ved at jeg ikke kan redde alt – kun mig selv – og at jeg ikke kan tage alverdens ansvar. Jeg ved at jeg ikke er voksen og at jeg må tage det hele som det kommer, at jeg skal bruge min hjerne og udnytte de muligheder jeg har. Ikke lukke af over for folk, få den hjælp jeg kan og lytte til menneskene omkring mig.

Jeg har det godt med at mine forældre skilt. Jeg har det godt med at de bor hver sit sted, for de er venner - bedste venner - og mine forældre.

Tårer dannes i hjertet, fødes i øjnene, lever på kinderne og dør på læberne.

Kerstine Hintze

Nu er jeg 16, og stadig ligeså dum, og ikke mindst naiv.

Behind my smile is everything that you'll never understand.

Just the same for you.

Please follow straight the way that will lead you

To read me deep inside cause i love you.
And now please come with me let confusion fade away.
I can't stand waiting. i can't stand waiting.

Wherever my love is written
For you only you is right to know
And read down inside the deepest
Corners of my open soul.
I used to call you my treasure
But now you're my new religion
Because i feel just the same for you