Jeg kender et menneske, jeg kender mange. Men det her særlige individ, har rørt noget inde i mig, som ingen nogensinde er kommet tæt på før. Jeg føler mig fortryllet, til tider forblændet af hans skønhed. Han er forførende, men gør intet for det. Han taler frækt, uden at sige noget. Han ved hvad han gør, uden at tænke over det. Han har mig hvor han vil have mig, for jeg vil gøre alt. Til en hvis grænse selvfølgelig. Aldrig før har jeg haft det sådan med et menneske, som jeg har det med ham. Det er fantastisk. Utroligt. Uvirkeligt. Jeg leger at det er en drøm, for så kan jeg bare vågne op hvis det pludselig begynder at gøre ondt. Allerdejligste ham. At have ham i livet, gør en forskel. Selvom han intet gør. Det er det der er så fantastisk. Og på den måde, gør han meget for mig.

It wasn't true.

Er det forkert at sige hvad man nu engang mener?

Eller er det kun forkert, hvis andre ikke synes om ens holdning?

Det burde ikke være forkert at sige hvad man mener, men folk syntes af og til at man træder dem over tæerne, og det tager de åbenbart meget tungt.

Den første faste læser, Minna!

Jeg elsker at skrive.

Af og til, løber jeg bare tør for ord. Hvilket er ærgeligt. For så ender jeg med at skrive ting, som folk ikke syntes er specielt spændende, lidt som nu. Begynder det ikke at kede dig?

Alt er intet, mens intet er alt.

Alt det du burde sætte pris på, ser du som ingenting.

Mens du sætter pris på ting, som egentlig værdsætter sig selv.

Eller personer, som værdsætter sig selv. Dem skal du passe på med. For du giver dem alt for meget. Alt det de har selv. Du skal give dem, som intet har. For de ved, hvad det vil sige at sætte pris på noget.

Og det er smukt. Det synes jeg i hvert fald.

Du fantastiske menneske, som jeg har brugt timer med. Du som førte mig ud hvor jeg ikke kunne bunde, men hvor jeg så lærte at svømme. Du som kaldte mig livets prinsesse, du som sagde at du elskede mig – mere end noget andet - du har nu forladt mig. Du har vendt mig ryggen, set dig ondt på mig, af en eller anden grund. Jeg ved stadig ikke hvorfor. Gid nogen kunne fortælle det. Jeg savner dig allerede, følelsen af dine fingre mod min hud, dine læber mod mine. Følelsen af tryghed, og varme. Følelsen af at nogen rent faktisk holder af mig, for den jeg er. Nu skammer jeg mig, jeg er utryg, jeg væmmes ved mig selv, frygter at ingen nogensinde vil komme til at elske mig, for hvad skulle de elske mig for? For det negative, hjerteløse vrag jeg er efterladt som? Du har knust mig, trampet på mig, og nu mangler jeg en til at samle stumperne op fra den beskidte jord. Dog har du det vidst stadig godt med dig selv, for hvorfor skulle du ikke have det? Du er jo en sand kvindemagnet.

- et gammelt kapitel, i min lange historiebog.

Hvis dette er sandt, vil jeg altid have noget af dig, jeg vil altid have et perfekt minde, om det vi havde. Hvis det ikke er, vil jeg få en masse gode minder.

Du betyder så utroligt meget, og jeg kan næsten ikke få mig selv til at give slip.

Min mor har altid fortalt mig, at hvis drengene driller, er det fordi at de er vilde med mig.

Det er jo forkert.

Men inderst inde tror jeg faktisk på det.

Jeg elsker dig.

Man har aldrig et realistisk syn på sig selv.

Det vil aldrig blive muligt at få, du kender sider af dig selv, som ingen andre kender, du høre din stemme, på en anden måde end alle andre. Frygter du aldrig hvordan andre ser dig?

Jeg undre mig tit over, hvad meningen med det hele er.

Jeg tror meningen med det hele er, at der slet ikke er nogen mening, men at folk bare skal undre sig. Hvem fandt på det?