Mit liv som en skulptur i en boble.

Mit liv er lidt som en boble. Jeg lever i den. Nogen gange er det sjovt at trille rundt. Andre gange bliver man træt af det, og så ligger man stille, og kigger ud igennem sin boble. Man kigger rundt på verden, som altid vil være på afstand. Man ser folk, som kommer løbende mod en, men som bliver holdt ude af boblen. De vil så gerne, man vil så gerne. Men man kan ikke prikke hul på boblen, for så ville selve livet løbe ud. Man må ikke ødelægge den. For så ødelægger man mig.

Jeg er en skulptur, inde i en boble. En ødelagt skulptur. Smuk på lang afstand, men når man kommer tæt på, så ser man hvor ødelagt jeg er, og så er man for tæt på til at kunne gå væk igen, man føler at man skal studere alle revner og sprækker, det gør ondt på mig, at folk skal studere mine fejl. De skal altid vide hvorfor. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg lever mit bobleliv, men der er snart ikke mere ilt i min boble, jeg kan bare ikke få mig selv til at prikke hul, for så skal jeg se den virkelige verden, og det gør ondt.

"Don't say you know me, when I don't even know myself."

Jeg ved ikke hvad jeg er på vej hen imod. Jeg ved ikke hvad jeg er på vej væk fra. Jeg ved kun, at jeg har mig selv, og ingen andre. At jeg skal væk, fra alt det jeg er vant til. At jeg skal se verden et nyt sted fra, og at verden ikke skal kunne se mig. Jeg vil væk. Helt væk. Jeg vil ikke være her, for jeg kan kun såre folk. Jeg vil ikke have at folk skal bekymre sig om mig, jeg vil ikke have at de skal påstå at de kender mig, når jeg ikke engang kender mig selv. Jeg vil ikke have at de skal sige at jeg er perfekt, for det er jeg ikke. Jeg er langt fra den de regner med. Pludselig er jeg væk, og de vil ikke vide hvornår. Når de mindst venter det, så flyver jeg ud, og ser verden udefra. Tager det hele på afstand, og ser det som et abstrakt kunstværk. Ser en masse ting, som ikke hænger sammen. For det er verden. En masse brikker, fra millioner af forskellige puslespil. Ingen af dem hænger sammen. Man er heldig hvis man finder to, som kan klemmes ned i hinanden.

Snart får I mit farvel. For jeg kan ikke mere.

"Life's a bitch, and so are you"

Så fik hun stoppet det. Det eneste som har fået mig til at holde fast. Det eneste lille håb, som lod en lille flamme brænde i mig. Det er har hun slået itu. Hun har pustet flammen ud, og sagt pænt farvel.

For jeg har åbenbart ikke brug for det. For jeg fejler jo intet. Jeg har det jo godt. Luk røven, "mor".

Hun er ligeglad.

Når jeg er væk, så håber jeg du læser det her mor. Alt hvad jeg har skrevet siden det gik op for mig at der var forkerte tanker i mit hoved. Og hvis I kigger i min reol, så er der meget mere. Min blå bog, og min sorte bog. Læs dem, prøv at forstå, at der ikke behøver at være grund for alting.

Jeg elsker jer.

Jeg ved intet.

Jeg troede at jeg havde styr på det, jeg troede at det hele ville fungere... bare en lille smule.

Men jeg kan ikke. Jeg vil ikke. Jeg skal. Jeg ved godt hvor jeg skal være, jeg aner bare ikke hvordan jeg skal komme dertil. Jeg ved ikke hvem jeg skal have med, og hvem der skal følge mig, hvor langt de skal det, og hvorhen. Jeg render forvirret rundt. Mit hoved snurrer. Alt håb er rejst. Jeg ved ikke hvor jeg skal lede efter noget nyt... jeg ved ingenting.

Anouk - Lost

If roses are meant to be red
And violets to be blue
Why isn't my heart meant for you

My hands longing to touch you
But I can barely breathe
Starry eyes that make me melt
Right in front of me

Lost in this world
I even get lost in this song
And when the lights go down
That is where I'll be found

This music's irresistible
Your voice makes my skin crawl
Innocent and pure
I guess you heard it all before

Mister Inaccessible
Will this ever change
One thing that remains the same
You're still a picture in a frame

Lost in this world
I even get lost in this song
And when the lights go down
That is where I'll be found

I get lost in this world
I get lost in your eyes
And when the lights go down
That's where I'll be found
Yeah yeah

I get lost in this world
I get lost in your eyes
And when the lights go down
Am I the only one
Ooh

here I come...

Så blev det jul, og nytår. Jeg har ikke taget mig sammen til at få skrevet noget. Men nu, hvor det er d. 1. januar, tænkte jeg, at nu bliver det;

Julen var ikke nem. Jeg endte med at sidde på et værelse og græde. Jeg troede at jeg kunne klare det uden min mor og far sammen, men det er slet ikke så nemt som jeg troede. Og uden min farmor. Jeg troede at jeg kom igennem det uden tåre, men det gik ikke. Jeg følte et savn så stort, jeg kunne slet ikke håndtere det. Det var så svært. Jeg sad det meste af dagen og tænkte over hvordan min begravelse skulle være. Sådan skal juleaften ikke være, men jeg fandt ud af det. Jeg skal have en hvid kiste, med én hvid rose. Min storesøster skal synge "er der nogen i himlen", for hun synger fantastisk. Præsten skal læse noget jeg har skrevet, han skal sige at jeg elsker mine søskende, ligemeget hvor jeg er. At Minella fik mig til at holde ud i længere tid, og at Mie har fået mig til at grine, og at de har skjult mine tårer når jeg er brudt sammen i kantinen. At min mor og far, aldrig må bebrejde dem selv, selvom jeg tit har gjort det, så skal de vide at det ikke er deres skyld. Min lillesøster skal vide at hun er den smukkeste og mest fantastiske person jeg nogensinde har mødt, at hun skal vise verden at hun godt kan, for det ved jeg at hun kan. At min storesøster skal vide at jeg støtter hende, selvom jeg ikke er lige ved siden af hende, og at jeg altid er i hendes hjerte. Og at hun, og min lillesøster altid er under mine vinger. Og at jeg ved, at de kan alt hvad de vil, og de skal gøre alt det jeg ikke fik gjort, at de skal følge den vej de mener er rigtig, for selvom den er mørk og snoet, så er der lys for enden. Til sidst, skal der spilles Tracy Chapman - Kiss the rain.

Jeg har i lang tid haft lyst til at sige farvel til alt og alle, og tage hen til det sted, hvor ingen siger noget, hvor der intet er. Der hvor jeg ser lyset, og siger godnat. Men noget viste mig at jeg er mere end det, og at jeg skal bruge de her følelser til at hjælpe unge som ikke kan finde vejen, som ikke kan overbevise dem selv om at der er lys for enden af vejen.

Jeg tror at jeg er forelsket, og det er helt forkert, men det har givet mig lidt håb, at jeg stadig kan føle. Jeg tør godt nu. Jeg skal igennem de her tre år på Amtet, jeg skal vise min gamle klasselærer og alle andre der nogensinde har tvivlet på mig, at jeg godt kan. At jeg kan hvad jeg vil.

Tak til Minella for at holde fast når jeg ikke selv har kunnet.

Jeg vil give dig hele verden som tak. Men det kan jeg ikke, i stedet skal mit hjem, for unge som tvivler på dem selv, hedde Minella. Du er alt, og mere til. Jeg elsker dig.