Hjælp.

Hjælp mig nu. Sig hvad jeg skal gøre. Sig noget.. Et eller andet. Hjælp mig!

Min egen.

Nogen gange må de mennesker, som har været stærke alt for lange, bukke under for presset.
Fortæl mig noget min egen, sig hvad jeg skal gøre, for jeg kan ikke blive ved at prøve at være så perfekt, hvis det alligevel ikke er godt nok for dig.

Angst.

Jeg tror virkelig ikke at jeg kan gøre det her mere... Det kan ikke være rigtigt at jeg konstant skal være bange. Det værste er at jeg er bange for mig selv. Jeg er bange for at jeg ikke er god nok til ham. Han kan få hvem end han nu vil have, for han er så fantastisk et menneske, og jeg kan ikke overbevise mig selv om at jeg er god nok til ham. Det er forfærdeligt. At være 17 år, og elske et menneske så meget.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, er der ikke nogen der kan hjælpe mig?

Min bedste ven.

Min bedste ven er blevet dræbt i et trafikuheld. Hun løb, og bilen ramte.
Hun forsvandt, lige for næsen af mig, jeg som elsker hende, og aldrig vil kunne erstatte hende. Det vil intet, ikke engang penge, ikke en ny ven. Intet. Hun var en ener, og alt for mig.

Min lillepige, min hest, min kærlighed, min ven, min bedste ven.

Jeg kan stadig ikke tro at hun er væk. Hun må ikke være væk. Det er en stor del af mig, der forsvandt med hende, mandag d. 24. oktober 2011, klokken 6.27. 6.45 fik jeg et opkald, som ændrede mit liv. Tror jeg. For jeg kan stadig ikke tro på, at hun er væk. Jeg vil ikke tro på det. Jeg kan ikke forstå det, jeg vil ikke forstå det. For hun er alt.
Alt for mig. Alt i min verden.
Men det er forsvundet. For det fortæller nyhederne og aviserne. Jeg prøver at lade hende leve videre i mit hjerte.
Men en ny hest, vil aldrig erstatte hende. For sådan en ven finder man ikke.

Jeg elsker dig, Lillepigen. Du er alt for mig, min elskede.

My first, my last, my everything.

Florence and the machine ♥

Regrets collect like old friends
Here to relive your darkest moments
I can see no way, I can see no way
And all of the ghouls come out to play

And every demon wants his pound of flesh
But I like to keep some things to myself
I like to keep my issues strong
It's always darkest before the dawn

And I've been a fool and I've been blind
I can never leave the past behind
I can see no way, I can see no way
I'm always dragging that horse around

And our love is pastured such a mournful sound
Tonight I'm gonna bury that horse in the ground
So I like to keep my issues strong
But it's always darkest before the dawn

Shake it out, shake it out, shake it out, shake it out, ooh woaaah
Shake it out, shake it out, shake it out, shake it out, ooh woaaaah

And it's hard to dance with a devil on your back
So shake him off, oh woah

I am done with my graceless heart
So tonight I'm gonna cut it out and then restart
Cause I like to keep my issues strong
It's always darkest before the dawn

Shake it out, shake it out, shake it out, shake it out, ooh woaaah
Shake it out, shake it out, shake it out, shake it out, ooh woaaah

And it's hard to dance with a devil on your back
So shake him off, oh woah

And given half the chance would I take any of it back
It's a final mess but it's left me so empty
It's always darkest before the dawn

Oh woah, oh woah...

And I'm damned if I do and I'm damned if I don't
So here's to drinks in the dark at the end of my road
And I'm ready to suffer and I'm ready to hope
It's a shot in the dark and right at my throat
Cause looking for heaven, for the devil in me
Looking for heaven, for the devil in me
Well what the hell I'm gonna let it happen to me

Shake it out, shake it out, shake it out, shake it out, ooh woaaah
Shake it out, shake it out, shake it out, shake it out, ooh woaaah

And it's hard to dance with a devil on your back
So shake him off, oh woah

Shake it out, shake it out, shake it out, shake it out, ooh woaaah
Shake it out, shake it out, shake it out, shake it out, ooh woaaah

And it's hard to dance with a devil on your back
So shake him off, oh woah

♥

Jeg har så mange tanker, jeg har bare for få ord til at beskrive dem.

Monster, monster, monster.

Hvorfor vil ingen vise mig vej? Hvorfor vil ingen se min verden? Hvorfor vil min mor ikke elske mig? Hvorfor vil ingen elske mig? Hvorfor kan jeg ikke selv finde vej? Hvorfor kan jeg kun se min egen verden? Hvorfor kan ingen elske mig?
Svaret på alle de her spørgsmål må være, at jeg er et monster, jeg vil altid være det. For aldrig vil jeg blive perfekt, og så længe jeg ikke er perfekt, så render Lucifer rundt i mit indre, og tramper på mit hjerte.

Alt og intet.

Jeg er alt, og intet. Jeg har alt, men føler intet. Jeg har det hele, uden at have noget.
Jeg skuffer alle, men kender ingen.
Jeg forventer alt af dem, som intet forventer af mig.
Alt og intet.
Det er det, det hele handler om. Er der ikke noget midt imellem alt og intet? Ud over "og"?
Jeg har alt. Mangler inet.
Jeg har intet. Mangler alt.
Jeg føler mig tom, og tæsket. Jeg bliver tappet for energi. Jeg går ikke længere i skole.
Jeg aner ikke hvad jeg vil, hvor jeg skal hen, hvad jeg skal bruge mit liv på.
Jeg kan godt lide at drømme om, at mig og ham der den søde skal være sammen for evigt og altid, men hvem kan holde mig og mine monstre ud for evigt? For første gang i lang tid føler jeg. Jeg elsker ham. Han giver mig alt, for jeg havde intet.
Han ved ikke hvad han gir' mig. For han vidste ikke at jeg følte mig tabt, alene og ensom før jeg fandt ham og hans kærlighed. Før ham, havde jeg ikke lyst til at være her, jeg havde ikke lyst til at føle, for jeg havde intet at føle for.
Han giver mig næsten alt, nu mangler jeg bare at få Minella tilbage i mit liv.
Hun gav mig alt det som ingen kunne give mig, selvom at hun måtte kæmpe en brag kamp for at gøre det. Hun er det eneste menneske, som jeg aldrig har tvivlet på, og alligevel mister jeg hende. Hvad kommer nemt, går let. Jeg skulle have kæmpet, jeg skulle have vist hende at jeg ville give hende mindst ligeså meget, som hun gav mig.
Jeg skylder hende stadig verden. Jeg får hende aldrig igen, men hun er altid med mig i hjertet. Og der, der vil hun altid støtte mig. Ligesom hun gjorde dengang. Dengang i Roskilde, dengang i gymnasiet.
Mig og Minella for evigt i drømmeland.
Hun er alt.

Hvad blev der af forevigt?

Jeg er helt ved siden af mig selv. Jeg kan stadig ikke finde ro, uden han er her. Jeg kan ikke engang finde ro når han er her. For hele tiden tænker jeg, "hvor længe han mon holder ud? Hvor længe kan han holde mig og Lucifer ud?"

Jeg ligger i hans seng, han er ikke hjemme. Jeg kan næsten ikke bevæge mig, fordi at jeg har forstuvet nakken. Jeg har siden mit styrt tænkt, at jeg ligeså godt kunne have været død. Men så havde det været en ulykke, og ikke mig som var selvdestruktiv. Det er forfærdeligt at tænke de tanker som jeg tænker.
Det larmer udenfor, regnen plasker ned, jeg kan ikke koncentrere mig. Og nu ved jeg at der går endnu længere tid før han kommer hjem.

Min mor har dårlig spurgt ind til ulykken.
Jeg kan fortælle at jeg kom på skadestuen efter ulykken, fik nakkekrave på, og lå ned i tre timer. Jeg måtte ikke gå på toilettet, ikke rejse mig, jeg måtte ikke bevæge mig, for de var bange for at jeg havde ødelagt noget i min nakke. Jeg blev røntgenfotograferet, scannet, mærket og trykket på. En forstuvning, og så har jeg forstrukket mine ledbånd i ryggen. Så billigt er jeg sluppet.

Jeg tænker stadig på at tage afsted, og se verden ude fra, se verden fra et perspektiv som jeg kan forholde mig til. Se verden, uden nogen behøver at se mig.

"And I'd give up forever to touch you
Cause I know that you feel me somehow
You're the closest to heaven that I'll ever be
And I don't want to go home right now

And all I can taste is this moment
And all I can breathe is your life
Cause sooner or later it's over
I just don't want to miss you tonight

And I don't want the world to see me
Cause I don't think that they'd understand
When everything's made to be broken
I just want you to know who I am

And you can't fight the tears that ain't coming
Or the moment of truth in your lies
When everything seems like the movies
Yeah you bleed just to know your alive"

Johnny Cash - Hurt

I hurt myself today
to see if I still feel
I focus on the pain
the only thing that's real
the needle tears a hole
the old familiar sting
try to kill it all away
but I remember everything
what have I become?
my sweetest friend
everyone I know
goes away in the end
and you could have it all
my empire of dirt

I will let you down
I will make you hurt

I wear this crown of thorns
upon my liar's chair
full of broken thoughts
I cannot repair
beneath the stains of time
the feelings disappear
you are someone else
I am still right here

what have I become?
my sweetest friend
everyone I know
goes away in the end
and you could have it all
my empire of dirt

I will let you down
I will make you hurt

if I could start again
a million miles away
I would keep myself
I would find a way

Der er så meget.

Egentlig har jeg det fint, og så alligevel ikke. Alle tror at jeg har det fint, fordi at jeg er begyndt at få snakket om tingene. Fordi at jeg er begyndt på medicin, fordi at jeg er droppet ud. Men der er så meget de ikke ved. Der er så meget jeg ikke kan sige, til nogen som helst. Ikke engang min psykiater. Hun skal ikke engang tage tingene til sig, hun får penge for at lytte til det jeg siger. Men stadig er der så meget jeg ikke kan sætte ord på, så meget som stadig er i boblen sammen med mig. Inde i boblen, hvor jeg stadig er. Jeg tør ikke komme ud, jeg tør ikke se Lucifer og virkeligheden i øjnene. Jeg er stadig ikke perfekt, jeg er stadig ikke god nok, Lucifer griner stadig. Jeg er ikke elsket, for ingen kan elske et monster.

Jeg kan ikke føle, jeg tror at jeg er bange for at mærke andet en smerte. For hvis jeg mærker det gode, kommer det dårlige til at gøre endnu mere ondt.

Selvom at jeg har ham der den søde, som holder om mig når jeg ikke kan sove, og når jeg er bange, så tør jeg ikke stole på at han holder af mig. Han er det eneste menneske som nogensinde har behandlet mig ordentligt, uden at træde på min følelser. Ligemeget hvor meget jeg har trampet på ham og hans følelser, så har han altid stået klar til at tage imod mig og mit dårlige humør. Han får mig til at smile, jeg er bange for at gå fra ham, for ligeså snart jeg ikke kan mærke ham, så kommer smerten, og gør endnu mere ondt end før. Derfor føler jeg at jeg har behov for at være sammen med ham hele tiden, hvilket er trættende for ham. Jeg er blevet så afhængig af ham. Jeg hader at være afhængig af mennesker. For jeg føler mig som en belastning.

Det gør ondt at føle, og mærke efter hvad jeg selv har brug for, for det er ikke noget jeg er vant til. Jeg er glad for at jeg kan føle igen, men jeg hader at det skal gøre ondt, ligeså snart jeg går fra ham. Han får mig til at føle mig speciel, særlig og okay. Men det er selvfølgelig også bare at udsætte det dårlige, men det har været en afbelastning for mig, at udsætte det hele en måneds tid. Jeg skal kæmpe for det.

Jeg vil slutte nu, for ham den søde er her.

Mit liv som en skulptur i en boble.

Mit liv er lidt som en boble. Jeg lever i den. Nogen gange er det sjovt at trille rundt. Andre gange bliver man træt af det, og så ligger man stille, og kigger ud igennem sin boble. Man kigger rundt på verden, som altid vil være på afstand. Man ser folk, som kommer løbende mod en, men som bliver holdt ude af boblen. De vil så gerne, man vil så gerne. Men man kan ikke prikke hul på boblen, for så ville selve livet løbe ud. Man må ikke ødelægge den. For så ødelægger man mig.

Jeg er en skulptur, inde i en boble. En ødelagt skulptur. Smuk på lang afstand, men når man kommer tæt på, så ser man hvor ødelagt jeg er, og så er man for tæt på til at kunne gå væk igen, man føler at man skal studere alle revner og sprækker, det gør ondt på mig, at folk skal studere mine fejl. De skal altid vide hvorfor. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg lever mit bobleliv, men der er snart ikke mere ilt i min boble, jeg kan bare ikke få mig selv til at prikke hul, for så skal jeg se den virkelige verden, og det gør ondt.

"Don't say you know me, when I don't even know myself."

Jeg ved ikke hvad jeg er på vej hen imod. Jeg ved ikke hvad jeg er på vej væk fra. Jeg ved kun, at jeg har mig selv, og ingen andre. At jeg skal væk, fra alt det jeg er vant til. At jeg skal se verden et nyt sted fra, og at verden ikke skal kunne se mig. Jeg vil væk. Helt væk. Jeg vil ikke være her, for jeg kan kun såre folk. Jeg vil ikke have at folk skal bekymre sig om mig, jeg vil ikke have at de skal påstå at de kender mig, når jeg ikke engang kender mig selv. Jeg vil ikke have at de skal sige at jeg er perfekt, for det er jeg ikke. Jeg er langt fra den de regner med. Pludselig er jeg væk, og de vil ikke vide hvornår. Når de mindst venter det, så flyver jeg ud, og ser verden udefra. Tager det hele på afstand, og ser det som et abstrakt kunstværk. Ser en masse ting, som ikke hænger sammen. For det er verden. En masse brikker, fra millioner af forskellige puslespil. Ingen af dem hænger sammen. Man er heldig hvis man finder to, som kan klemmes ned i hinanden.

Snart får I mit farvel. For jeg kan ikke mere.

"Life's a bitch, and so are you"

Så fik hun stoppet det. Det eneste som har fået mig til at holde fast. Det eneste lille håb, som lod en lille flamme brænde i mig. Det er har hun slået itu. Hun har pustet flammen ud, og sagt pænt farvel.

For jeg har åbenbart ikke brug for det. For jeg fejler jo intet. Jeg har det jo godt. Luk røven, "mor".

Hun er ligeglad.

Når jeg er væk, så håber jeg du læser det her mor. Alt hvad jeg har skrevet siden det gik op for mig at der var forkerte tanker i mit hoved. Og hvis I kigger i min reol, så er der meget mere. Min blå bog, og min sorte bog. Læs dem, prøv at forstå, at der ikke behøver at være grund for alting.

Jeg elsker jer.

Jeg ved intet.

Jeg troede at jeg havde styr på det, jeg troede at det hele ville fungere... bare en lille smule.

Men jeg kan ikke. Jeg vil ikke. Jeg skal. Jeg ved godt hvor jeg skal være, jeg aner bare ikke hvordan jeg skal komme dertil. Jeg ved ikke hvem jeg skal have med, og hvem der skal følge mig, hvor langt de skal det, og hvorhen. Jeg render forvirret rundt. Mit hoved snurrer. Alt håb er rejst. Jeg ved ikke hvor jeg skal lede efter noget nyt... jeg ved ingenting.

Anouk - Lost

If roses are meant to be red
And violets to be blue
Why isn't my heart meant for you

My hands longing to touch you
But I can barely breathe
Starry eyes that make me melt
Right in front of me

Lost in this world
I even get lost in this song
And when the lights go down
That is where I'll be found

This music's irresistible
Your voice makes my skin crawl
Innocent and pure
I guess you heard it all before

Mister Inaccessible
Will this ever change
One thing that remains the same
You're still a picture in a frame

Lost in this world
I even get lost in this song
And when the lights go down
That is where I'll be found

I get lost in this world
I get lost in your eyes
And when the lights go down
That's where I'll be found
Yeah yeah

I get lost in this world
I get lost in your eyes
And when the lights go down
Am I the only one
Ooh

here I come...

Så blev det jul, og nytår. Jeg har ikke taget mig sammen til at få skrevet noget. Men nu, hvor det er d. 1. januar, tænkte jeg, at nu bliver det;

Julen var ikke nem. Jeg endte med at sidde på et værelse og græde. Jeg troede at jeg kunne klare det uden min mor og far sammen, men det er slet ikke så nemt som jeg troede. Og uden min farmor. Jeg troede at jeg kom igennem det uden tåre, men det gik ikke. Jeg følte et savn så stort, jeg kunne slet ikke håndtere det. Det var så svært. Jeg sad det meste af dagen og tænkte over hvordan min begravelse skulle være. Sådan skal juleaften ikke være, men jeg fandt ud af det. Jeg skal have en hvid kiste, med én hvid rose. Min storesøster skal synge "er der nogen i himlen", for hun synger fantastisk. Præsten skal læse noget jeg har skrevet, han skal sige at jeg elsker mine søskende, ligemeget hvor jeg er. At Minella fik mig til at holde ud i længere tid, og at Mie har fået mig til at grine, og at de har skjult mine tårer når jeg er brudt sammen i kantinen. At min mor og far, aldrig må bebrejde dem selv, selvom jeg tit har gjort det, så skal de vide at det ikke er deres skyld. Min lillesøster skal vide at hun er den smukkeste og mest fantastiske person jeg nogensinde har mødt, at hun skal vise verden at hun godt kan, for det ved jeg at hun kan. At min storesøster skal vide at jeg støtter hende, selvom jeg ikke er lige ved siden af hende, og at jeg altid er i hendes hjerte. Og at hun, og min lillesøster altid er under mine vinger. Og at jeg ved, at de kan alt hvad de vil, og de skal gøre alt det jeg ikke fik gjort, at de skal følge den vej de mener er rigtig, for selvom den er mørk og snoet, så er der lys for enden. Til sidst, skal der spilles Tracy Chapman - Kiss the rain.

Jeg har i lang tid haft lyst til at sige farvel til alt og alle, og tage hen til det sted, hvor ingen siger noget, hvor der intet er. Der hvor jeg ser lyset, og siger godnat. Men noget viste mig at jeg er mere end det, og at jeg skal bruge de her følelser til at hjælpe unge som ikke kan finde vejen, som ikke kan overbevise dem selv om at der er lys for enden af vejen.

Jeg tror at jeg er forelsket, og det er helt forkert, men det har givet mig lidt håb, at jeg stadig kan føle. Jeg tør godt nu. Jeg skal igennem de her tre år på Amtet, jeg skal vise min gamle klasselærer og alle andre der nogensinde har tvivlet på mig, at jeg godt kan. At jeg kan hvad jeg vil.

Tak til Minella for at holde fast når jeg ikke selv har kunnet.

Jeg vil give dig hele verden som tak. Men det kan jeg ikke, i stedet skal mit hjem, for unge som tvivler på dem selv, hedde Minella. Du er alt, og mere til. Jeg elsker dig.