Hvorfor vil ingen vise mig vej? Hvorfor vil ingen se min verden? Hvorfor vil min mor ikke elske mig? Hvorfor vil ingen elske mig? Hvorfor kan jeg ikke selv finde vej? Hvorfor kan jeg kun se min egen verden? Hvorfor kan ingen elske mig?
Svaret på alle de her spørgsmål må være, at jeg er et monster, jeg vil altid være det. For aldrig vil jeg blive perfekt, og så længe jeg ikke er perfekt, så render Lucifer rundt i mit indre, og tramper på mit hjerte.
mandag den 8. august 2011
søndag den 7. august 2011
Alt og intet.
Jeg er alt, og intet. Jeg har alt, men føler intet. Jeg har det hele, uden at have noget.
Jeg skuffer alle, men kender ingen.
Jeg forventer alt af dem, som intet forventer af mig.
Alt og intet.
Det er det, det hele handler om. Er der ikke noget midt imellem alt og intet? Ud over "og"?
Jeg har alt. Mangler inet.
Jeg har intet. Mangler alt.
Jeg føler mig tom, og tæsket. Jeg bliver tappet for energi. Jeg går ikke længere i skole.
Jeg aner ikke hvad jeg vil, hvor jeg skal hen, hvad jeg skal bruge mit liv på.
Jeg kan godt lide at drømme om, at mig og ham der den søde skal være sammen for evigt og altid, men hvem kan holde mig og mine monstre ud for evigt? For første gang i lang tid føler jeg. Jeg elsker ham. Han giver mig alt, for jeg havde intet.
Han ved ikke hvad han gir' mig. For han vidste ikke at jeg følte mig tabt, alene og ensom før jeg fandt ham og hans kærlighed. Før ham, havde jeg ikke lyst til at være her, jeg havde ikke lyst til at føle, for jeg havde intet at føle for.
Han giver mig næsten alt, nu mangler jeg bare at få Minella tilbage i mit liv.
Hun gav mig alt det som ingen kunne give mig, selvom at hun måtte kæmpe en brag kamp for at gøre det. Hun er det eneste menneske, som jeg aldrig har tvivlet på, og alligevel mister jeg hende. Hvad kommer nemt, går let. Jeg skulle have kæmpet, jeg skulle have vist hende at jeg ville give hende mindst ligeså meget, som hun gav mig.
Jeg skylder hende stadig verden. Jeg får hende aldrig igen, men hun er altid med mig i hjertet. Og der, der vil hun altid støtte mig. Ligesom hun gjorde dengang. Dengang i Roskilde, dengang i gymnasiet.
Mig og Minella for evigt i drømmeland.
Hun er alt.
Jeg skuffer alle, men kender ingen.
Jeg forventer alt af dem, som intet forventer af mig.
Alt og intet.
Det er det, det hele handler om. Er der ikke noget midt imellem alt og intet? Ud over "og"?
Jeg har alt. Mangler inet.
Jeg har intet. Mangler alt.
Jeg føler mig tom, og tæsket. Jeg bliver tappet for energi. Jeg går ikke længere i skole.
Jeg aner ikke hvad jeg vil, hvor jeg skal hen, hvad jeg skal bruge mit liv på.
Jeg kan godt lide at drømme om, at mig og ham der den søde skal være sammen for evigt og altid, men hvem kan holde mig og mine monstre ud for evigt? For første gang i lang tid føler jeg. Jeg elsker ham. Han giver mig alt, for jeg havde intet.
Han ved ikke hvad han gir' mig. For han vidste ikke at jeg følte mig tabt, alene og ensom før jeg fandt ham og hans kærlighed. Før ham, havde jeg ikke lyst til at være her, jeg havde ikke lyst til at føle, for jeg havde intet at føle for.
Han giver mig næsten alt, nu mangler jeg bare at få Minella tilbage i mit liv.
Hun gav mig alt det som ingen kunne give mig, selvom at hun måtte kæmpe en brag kamp for at gøre det. Hun er det eneste menneske, som jeg aldrig har tvivlet på, og alligevel mister jeg hende. Hvad kommer nemt, går let. Jeg skulle have kæmpet, jeg skulle have vist hende at jeg ville give hende mindst ligeså meget, som hun gav mig.
Jeg skylder hende stadig verden. Jeg får hende aldrig igen, men hun er altid med mig i hjertet. Og der, der vil hun altid støtte mig. Ligesom hun gjorde dengang. Dengang i Roskilde, dengang i gymnasiet.
Mig og Minella for evigt i drømmeland.
Hun er alt.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)