I might think that I'm gonna kill myself.

En Erindring. Barn i en skilsmisse.

Det var en søndag midt i marts i år 2007. Jeg havde lavet det jeg plejer at lave, ryddet op. Men denne søndag, der hjalp min storesøster mig. Der var en særlig stemning i huset den dag. Søndag morgen gik dog, som alle andre søndag morgener; sove længe og så lavede min far morgenmad. Men jo længere vi nåede op ad dagen, jo mere nedtrykt blev det at være i huset i Svebølle. Min storesøster var ualmindeligt sød over for mig, ikke fordi jeg havde noget i mod det, men stadig mærkeligt. Min mor smilede, men med et uvirkeligt og utrygt smil. Min far sagde ikke rigtig noget, gik bare rundt i hans egen verden. Jeg tænkte ikke så meget over det, før min mor og far kom ud fra soveværelset, jeg kunne tydeligt se at min far havde grædt. Min mor var kold, kold som hun plejede at være, dog var noget ændret den dag; hvis man kiggede hende dybt i øjnene kunne man se at noget var ændret, hendes iskolde, blå øjne, var blevet triste og nedtrykte at kigge i.

Denne marts måned var meget kold, min storesøster havde alligevel åbnet vinduet – for at lufte ud. Jeg gik ud fra værelset – for at se på andet end mit rod -, min storesøster havde tydeligvis også forladt mit værelse. Da jeg kommer ind på værelset igen, stormer min far ind – med tårer i øjnene – og råber ”få lukket det vindue! Jeg har ikke råd til at fyre for gråspurvene og jeg er her nok ikke i næste uge til at lukke vinduerne for jer!” De ord forstod jeg ikke i det de kom ud, men da jeg havde tænkt i 5-6 sekunder fandt jeg ud af hvad det var der var startet…

Jeg var 12 år, jeg var Kerstine, jeg gik i 6. klasse, jeg forstod intet og jeg troede pludselig heller ikke jeg var noget. Jeg havde heldigvis nogle venner som i hvert fald snakkede med mig og var der for mig. Venner som jeg vidste aldrig ville forlade mig. Men stadig troede lille jeg at jeg kunne redde det hele, jeg kunne redde verden og tage alverdens ansvar på mine skuldre. Jeg kunne hverken redde noget eller tage noget ansvar. Jeg begyndte i stedet at få skyldfølelse, jeg følte at det var min skyld at vores familie skulle splittes.

Nu er jeg 14 år, jeg ved ikke rigtig hvem jeg er længere, jeg går i 8. klasse, jeg forstår meget og ved jeg er noget, men ikke noget med særlig stor betydning. Jeg har stadig nogle venner som snakker med mig, er der for mig og aldrig forlader mig. Jeg ved at jeg ikke kan redde alt – kun mig selv – og at jeg ikke kan tage alverdens ansvar. Jeg ved at jeg ikke er voksen og at jeg må tage det hele som det kommer, at jeg skal bruge min hjerne og udnytte de muligheder jeg har. Ikke lukke af over for folk, få den hjælp jeg kan og lytte til menneskene omkring mig.

Jeg har det godt med at mine forældre skilt. Jeg har det godt med at de bor hver sit sted, for de er venner - bedste venner - og mine forældre.

Tårer dannes i hjertet, fødes i øjnene, lever på kinderne og dør på læberne.

Kerstine Hintze

Nu er jeg 16, og stadig ligeså dum, og ikke mindst naiv.

Behind my smile is everything that you'll never understand.

Just the same for you.

Please follow straight the way that will lead you

To read me deep inside cause i love you.
And now please come with me let confusion fade away.
I can't stand waiting. i can't stand waiting.

Wherever my love is written
For you only you is right to know
And read down inside the deepest
Corners of my open soul.
I used to call you my treasure
But now you're my new religion
Because i feel just the same for you

Nu er jeg igen blevet snydt af forelskelsen. Hvordan kunne jeg få mig selv til at tro på at nogen faktisk ville holde af mig? Og det jeg står for.

Jeg finder aldrig en, som er der for mig, hele tiden. Som har lyst til at være der, for at sige at det hele er okay.

"Everything's alright with you,

There's one thing you can't do,

And I believe that it's what I want.

Everything's right on the spot,

There's one thing you ain't got,

And I believee that it's what I need from you"

Jeg er bare en ud af mange

Jeg er bare en ud af mange, og det kan jeg ikke lave om på.

Jeg er en af dem som forventer alt af alle, men ikke vil have at der skal forventes noget af mig. Jeg hader ikke at være god nok, jeg hader når jeg ikke lever op til folks forventninger, når jeg ikke længere tør forvente noget af mig selv, og der er jeg nået til nu. Jeg tør ikke længere forvente noget af nogen som helst, af frygt for at blive skuffet.

Jeg skuffer mig selv, gang på gang. Jeg skuffer andre, gang på gang.

Jeg er ved at være en tom skal. Jeg føler ikke for noget mere, jeg glæder mig ikke. Jeg griner og smiler, for det skal jeg, for ellers skuffer jeg. Hvis ikke jeg bliver ved at være hende den glade pige, med de fede æblekinder, så skuffer jeg, og det har jeg ikke lyst til.

Jeg kan ikke, jeg vil ikke, ergo jeg skal ikke.

Sådan har min tankegang altid været, men nu vil jeg godt. Jeg kan bare ikke, folk forventer at jeg gør det. At jeg får min flotte, røde hue, sommeren 2013. Men jeg kan ikke. For jeg kan ikke sove ud, jeg kan ikke være frisk. Også selvom jeg prøver, jeg kan sove i 10 timer, stå op, og have lyst til at gå i seng, fordi at jeg er træt.

Jeg føler mig udkørt og udnyttet. Jeg var overbevist om at jeg aldrig ville blive syg, men nu er den tanke smidt væk. Jeg føler at jeg er så tæt på at tabe hele verden på gulvet, så jeg endnu en gang kan se den krakelere for øjnene af mig. Jeg prøver at holde fast, og det bliver mine sidste kræfter brugt på.

Vil du ikke redde mig?

Jeg har NV. Det keder mig en del, og jeg har egentlig ikke lyst til at være her. Jeg sidder sammen med skønne Mie! Vi laver selvfølgelig ikke noget som helst, for sådan er vi. Men det er okay! Så længe vi kan skrive vores færdige opgave, og få en FED karakter for den.

I aften skal vi på Himmelev, og det bliver niiiice!

Mit liv bliver nok aldrig som jeg altid har drømt om. Men det er okay. For jeg er bare et menneske, og her er jeg.

Jeg har brug for et af dine guldkorn. Jeg tror bare ikke jeg kan bruge dem mod dig. Jeg hader mig selv for at hænge fast. Lad mig forhelvede give slip. Din satan.

Jeg har kun mine søskende at leve for. De er alt. Smukke, intelligente, fantastiske. De er alt jeg nogensinde har haft, alt jeg nogensinde får, og alt jeg nogensinde vil have.

Det er ikke nemt at være væk fra dem, og hvis jeg kunne ville jeg holde dem i hånden altid. De skal bare lære at jeg er med dem, i hjertet altid. Og at jeg aldrig vil forlade dem. Jeg har bare svært ved at overskue verden engang imellem, men stadig er de det eneste lys der brænder i min verden. Ingen vil forstå hvor stor min kærlighed til dem er. De fylder mit hjerte, og gør mig hel. De giver mig en grund til at stå op om morgenen, Josephine og Amalie, Jose og Malle. Alt i hele verden. Hvis folk bare kunne se deres skønhed, uden at se deres fejl, ville de se en ligeså fantastisk verden som jeg ser.

Jeg elsker jer. Mere end noget andet.

the painter.

a blank canvas
i'm not a painter
a blank expression
i'm no mind reader
help me out, work it out
i'm not the only one

see this here?
this forced smile
i made it for you
come smile with me too
let's sit and grin
'til it sinks in
help me out, work it out
i'm not the only one

a cluttered head
i'm not a therapist
a cluttered room
it's organised mess, i swear
help me out, work it out
i'm not the only one

see this here?
this forced smile
i made it for you
come smile with me too
let's sit and grin
'til it sinks in
help me out, work it out
i'm not the only one

can't you find you?

a blank canvas,
i'm not a painter

Jeg har intet talent.

Gid jeg havde, kan man eventuelt købe et brugt?

Tre år.

Tre år er lang tid. Især uden min farmor. For hun var komplet, fuldstændig som det menneske jeg godt vil være. Jeg savner hende. Og jeg sidder stadig tit ved hendes grav, og græder. Ikke kun over savnet af hende. Men også over hvordan jeg godt ville have hele verden til at se alt det som jeg ser, men at det ikke kan lade sig gøre. Jeg ville godt have at det hele gik efter min næse, men sådan fungere verden ikke, og det er jeg stadig ved at lære.

Hun lytter, uden at brokke sig. Hun ville have gjort det samme, om jeg så sad sammen med hende. Og det er det jeg arbejder hen imod.

Jeg elsker dig.

Lis Sandberg Jensen.

Just take me away.

Jeg skriver alt hvad hjertet begærer.

I want to you to stay, even though it hurts.

"Deep down you know it's best for yourself but you
Hate the thought of her being with someone else
But you know that it's over
You know that it was through
Let it burn
Let it burn
Gotta let it burn"

Maybe I didn't hurt you.

Han kom tilbage, til trods for at jeg er giftig. Han kan stadig dårlig svare på min sms'er, men det må også være svært, når man er så sej som ham. Men jeg er jo også bare en pige, hvorfor skulle jeg pludselig have følelser? Jeg er jo ikke et menneske, eller noget som bare minder om det. Jeg er dømt til at være her, og jeg vælger at være til, ikke til stede. Men bare være der hvor jeg er tryg, og det er jeg lige her, på mit værelse, alene. Hvor jeg igennem min computer bestemmer hvem der er en del af mit liv, og hvem der ikke. Hvilke dage de er det, og hvilke de ikke er. Det bliver først svært når de kommer tæt på, tæt på hvem jeg er. Som menneske og som monster. Som syg og rask. Som sød og sur. Men pludselig kommer de for tæt på, hvilket jeg ikke ønsker at de skal. Så skubber jeg dem væk, for hvem kan overhovedet holde af mig?

Jeg har tabt det hele på gulvet, igen.

I didn't mean to hurt you.

Nu gik ham min tryghed, selvom jeg godt ville have ham til at blive. For jeg vil godt have at han skal være min kæreste, for jeg kan godt lide ham. Men fordi at jeg er som jeg er, og ingen kan og vil elske mig, så går de. De går når jeg har allermest brug for dem. Især ham, lige nu. Jeg kan ikke sove om natten, jeg mangler at ligge i hans arme, for det hjalp. Det hele handler om at være tryg, og det var jeg. Men nu er det ikke sikkert mere. Det er det aldrig. Det vil det aldrig blive. For jeg såre folk, jeg får dem til at gå. Jeg er nemlig giftig, og derfor vil ingen have mig.

We're just ordinary people.

Boy I'm in love with you
This ain't the honeymoon
Past the infatuation phase
Right in the thick of love
At times we get sick of love
It seems like we argue everyday

I know i misbehaved
And you made your mistakes
And we both still got room left to grow
And though love sometimes hurts
I still put you first
And we'll make this thing work
But I think we should take it slow

We're just ordinary people
We don't know which way to go
Cuz we're ordinary people
Maybe we should take it slow
This time we'll take it slow
This time we'll take it slow

This ain't a movie no
No fairy tale conclusion ya'll
It gets more confusing everyday
Sometimes it's heaven sent
Then we head back to hell again
We kiss and we make up on the way

I hang up you call
We rise and we fall
And we feel like just walking away
As our love advances
We take second chances
Though it's not a fantasy
I Still want you to stay

We're just ordinary people
We don't know which way to go
Cuz we're ordinary people
Maybe we should take it slow
This time we'll take it slow
This time we'll take it slow

Take it slow
Maybe we'll live and learn
Maybe we'll crash and burn
Maybe you'll stay, maybe you'll leave,
maybe you'll return
Maybe another fight
Maybe we won't survive
But maybe we'll grow
We never know baby you and I

We're just ordinary people
We don't know which way to go
Cuz we're ordinary people
Maybe we should take it slow
We're just ordinary people
We don't know which way to go
Cuz we're ordinary people
Maybe we should take it slow
This time we'll take it slow
This time we'll take it slow

Favorit citat.

Am I crazy?

- no, you're not crazy. You're entirely bonkers. But I'll tell you a secret, all the best people are.

Alle fortjener en chance til.

Jeg er bare for god til at give folk mere end en chance, i håb om at det bliver bedre en dag. Mine mørke øjne kigger altid tilgivende, uskyldigt og samtidig undskyldende på ham. Jeg ved at jeg ikke får flere chancer, og derfor må jeg prøve at gøre det bedre. Jeg har prøvet at hænge fast i det, for at få en chance til. For at få ligeså mange chancer som han har fået, måske har jeg fået en del, uden selv at have set det. En del ting er gået forbi min næse, i perioder hvor jeg har været nede. I perioder hvor jeg ingen fokus har haft, for derefter at kæmpe mig op, ved at fokusere på mig selv, for så igen at banke mig selv tilbage ved igen at fokusere på alle andres behov. Jeg føler at flere burde give mig en chance, for alle burde have en til. Hvis folk beder om en chance til, gør de det nok i håb om at de kan gøre det bedre. Og en dag, så gør de det godt nok. Hvis bare de får muligheden, og det skal vi alle sammen være med til at give hinanden, for ellers har vi ingen fremtid.

Du skal værdsætte folk, som ikke kan værdsætte sig selv, for det er dem der har brug for det. Så giv dem da en chance til, for det kan være at det er dem som skal give dig en næste gang.

To love, or not to love. To be, or not to be.

Jeg føler for noget jeg ikke kan få, har noget som jeg ikke føler for, men hvis jeg siger fra til det, vil jeg miste den bedste veninde jeg nogensinde har haft. Jeg vil allerhelst lære at sige fra, og leve med konsekvenserne. Men det kan jeg ikke, og lige hende, vil jeg ikke miste. Hun er den eneste som kommer rendende på de mærkeligste tidspunkter af døgnet, jeg kan græde og grine med hende. Det kan jeg også med den dreng, mand jeg elsker. Det lyder forfærdeligt i mine øre, 16 år gammel og kan stadig føle så meget for en ja, mand. Jeg er sammen med en jeg ikke elsker, som lyver over for mig, og som jeg meget sjældent kan regne med. Selvom jeg droppede det, ville jeg stadig ikke få ham jeg elsker, jeg ville muligvis få en bedre smag i munden, men være ked af at jeg havde mistet min bedste veninde, som jeg har kendt altid.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set min smukke lillesøster være så glad, som da hun så min eks igår. Det var fantastisk, og gav mig en ro.

Han kan snakke med mig, og give mig en respons på det jeg siger. Og hver gang vi skilles, græder jeg, for hvad hvis jeg ikke ser ham igen? Det sidste han sagde til mig igår før han gik, var "husk nu at tænk på dig selv" og for første gang i lang tid følte jeg mig værdsat. Det var en fantastisk følelse.

I've tasted it, and now I know what love is. - and that's beautiful.

"en helt anden forståelse for tingene"

Jeg snakkede med en gammel ven, en faktisk gammel kæreste forleden. Han spurgte mig om jeg elskede min nye kæreste, jeg svarede nej. For det at elske er noget på et niveau som er svært at forstå. Han spurgte hvad det var, og jeg svarede at det var trygheden. Så i hans verden har jeg ikke en kæreste, men en tryghed.

Han spurgte også om jeg nogensinde ville få et forhold svarende til det vi havde. Der svarede jeg også nej. Det var kærlighed, som ingen vil forstå. Han var enig, og mente at vi begge havde en helt anden forståelse for tingene. Og at det var det der gjorde vores forhold til det det var.

Jeg er glad og tilfreds med min tryghed. For han er fantastisk. Og giver mig alt jeg har brug for, og mere til.

Jeg synes alt er fantastisk.

- er det ikke det forelskelse snyder en til at tro?

Jeg husker kysset på trappen i regnen.

Jeg går gennem Københavns små gader, omkring strøget. Så meget ved jeg. Det regner, ligesom dengang. Det føles helt som det samme. Bare uden ham. Det var anden gang jeg skulle se ham, og hele dagen havde jeg været helt oppe at køre. For det var ham. Vi skulle mødes ved Storkespringvandet, jeg så ham, gik hen imod ham, han tog min hånd, trak mig tæt på, og kyssede mig. Jeg glemte helt regnen, jeg fløj langt væk. Og så gik vi afsted, hånd i hånd, igennem København, i regnen. Vi satte os på en trappe, så langt op mod bygningen som muligt. Vi sad, så regnen lige præcis ikke kunne nå os. Vi sad midt i København, men stadig langt væk. Allerede der, vidste jeg, at det blev en speciel sommer, og at han skulle være en del af den. Det blev han, han blev faktisk bare en stor del af mit liv. Thobias hedder han. Han er stadig en del af mig, men han vil aldrig komme til at påvirke mit liv yderligere. For det har jeg valgt. Han har gjort så meget for mig, og nu skal han nyde livet.

Jeg går stadig i København, finder trappen, jeg sætte mig. Jeg kan mærke at tårerne presser på, ikke fordi at jeg er ked, men fordi jeg er glad. Glad for at jeg mødte ham, den dag inde i Tivoli. Jeg fulgte efter ham, diskret selvfølgelig. Men han havde så åbenbart lagt mærke til mig. Min veninde og jeg satte os på kanten af et bed, vi sad og spiste is, hun havde fået øje på ham, og så gik hun. Han satte sig ved siden af mig, jeg stoppe næsten med at trække vejret, mit hjerte pumpede, og jeg var meget nervøs. Vi sad og snakkede, allerede der, var jeg helt væk i ham. Det var meget specielt. Vi snakkede sammen, flere timer, hver dag. Halvanden uge efter sås vi så, på trappen i regnen, med vores første kys. Halvanden uge efter det, mødte han min mor. Hun elskede ham. Det var fantastisk, næsten utroligt. Min storesøster kunne ikke fordrage ham, min lillesøster synes bare at han var sjov, han spillede fodbold med hende i haven, og hun elskede det. Han var hurtigt inde i familien. Og blev hurtigt en kæmpe del af mit liv. Jeg var næsten lige blevet femten da jeg mødte ham, og han blev enogtyve kort tid efter. Kæmpe alders difference, men stadig så meget tilfælles. Og dog. Han var god at snakke med, fantastisk, og altid kunne an få mig til at føle mig helt fantastisk. Aldrig har jeg haft det så godt med mig selv. Indtil han slog op selvfølgelig, det var d. 1. September, jeg havde haft en skidt dag, men tanken om ham gjorde mig glad. For ham kunne jeg altid snakke med. Min veninde skulle komme hjem til mig om eftermiddagen, for vi skulle ud at svømme. Og så ringede han. Det var så det. Vi fortsatte med at se hinanden, indtil november. Jeg har også set ham et par gange i starten af året, men der havde han fået en ny kæreste. Som der så ikke var andet end problemer med. Og så rejste han, og der sluttede det.

Jeg rejser mig fra trappen, men en god følelse indeni, det var en god sommer, nok en af de bedste.

Hun løber fra virkeligheden, prøver at gemme sig. Under sin sindslidelse, som hun ikke vil indrømme. Under et slør af løgne, som hun ikke selv har styr på. Hun er syg. Virkelig syg. Og har brug for hjælp.

I'm way too tired, to even care, about what the hell you're thinking. No matter what, I'll meet you in my sleep.

Jeg er faktisk utroligt glad. Jeg ved ikke hvorfor, måske fordi at jeg høre den mest geniale musik i dag. Imorgen kommer Oliver, det er rart. Han er rar. Jeg har ikke mere at sige. Ha' en god aften.

Det kunne være rart, at være ligeså sej som dig. Sige de ting du gør. Men det vil jeg ikke, ikke den her gang. Jeg kan godt lide mig. Jeg tror, at jeg er lige som jeg skal være. Ligemeget om det så bliver uden dig. Folk kommer og går, og det må man tage med på livets vej. Det har jeg for længst fundet ud af. Jeg nyder at skrive det her, at komme ud med de "mærkelige" tanker jeg har. Jeg tror på, at det er sundt at sige hvad man føler. Og at tænke over det. Jeg ville godt være ligeså sej som så mange, men det er jeg ikke. Det har jeg accepteret. Jeg bliver aldrig rigtig god til fodbold, aldrig rigtig god til at spille guitar, aldrig rigtig god til at synge. Men allerede nu, ved jeg det. Jeg vil fortsætte, og jeg vil blive bedre. Men aldrig rigtig god. But I've got style. What are the odds, for finding someone, just like me?

At kunne se sine fejl, og gøre noget ved det, er ikke forkert. Ikke underligt. At ville noget med sit liv, er en god ting. At ville gøre en forskel, er en god ting. Så hvad jeg gør, er ikke forkert. Jeg gør det rigtige, lige nu. Jeg vil gerne indrømme mine fejl, men kun hvis jeg selv kan se dem. Folk må af og til sige, hvor fejlen er, men så retter jeg den også. Der er folk som aldrig vil kunne se sine fejl. Og det er forkert. Alle burde blive konfronteret, i stedet for at tro at de er så pisse fantastiske. Du er ligesom mig, jeg er ligesom dig, og alle andre. Vi er alle sammen ganske almindelige, helt normale. For vi skiller os alle sammen ud, og vil alle sammen gøre det. Derfor, er det helt normalt.

Ha' en god dag.

Jeg tog mig sammen, jeg viste dig hvad jeg kunne, og hvad jeg ville tilbyde dig. Jeg var ærlig, er ærlig. Jeg ønkser bare også at du skal være det. Jeg gav dig mit åbne hjerte, og du lukkede det.

Jeg kender et menneske, jeg kender mange. Men det her særlige individ, har rørt noget inde i mig, som ingen nogensinde er kommet tæt på før. Jeg føler mig fortryllet, til tider forblændet af hans skønhed. Han er forførende, men gør intet for det. Han taler frækt, uden at sige noget. Han ved hvad han gør, uden at tænke over det. Han har mig hvor han vil have mig, for jeg vil gøre alt. Til en hvis grænse selvfølgelig. Aldrig før har jeg haft det sådan med et menneske, som jeg har det med ham. Det er fantastisk. Utroligt. Uvirkeligt. Jeg leger at det er en drøm, for så kan jeg bare vågne op hvis det pludselig begynder at gøre ondt. Allerdejligste ham. At have ham i livet, gør en forskel. Selvom han intet gør. Det er det der er så fantastisk. Og på den måde, gør han meget for mig.

It wasn't true.

Er det forkert at sige hvad man nu engang mener?

Eller er det kun forkert, hvis andre ikke synes om ens holdning?

Det burde ikke være forkert at sige hvad man mener, men folk syntes af og til at man træder dem over tæerne, og det tager de åbenbart meget tungt.

Den første faste læser, Minna!

Jeg elsker at skrive.

Af og til, løber jeg bare tør for ord. Hvilket er ærgeligt. For så ender jeg med at skrive ting, som folk ikke syntes er specielt spændende, lidt som nu. Begynder det ikke at kede dig?

Alt er intet, mens intet er alt.

Alt det du burde sætte pris på, ser du som ingenting.

Mens du sætter pris på ting, som egentlig værdsætter sig selv.

Eller personer, som værdsætter sig selv. Dem skal du passe på med. For du giver dem alt for meget. Alt det de har selv. Du skal give dem, som intet har. For de ved, hvad det vil sige at sætte pris på noget.

Og det er smukt. Det synes jeg i hvert fald.

Du fantastiske menneske, som jeg har brugt timer med. Du som førte mig ud hvor jeg ikke kunne bunde, men hvor jeg så lærte at svømme. Du som kaldte mig livets prinsesse, du som sagde at du elskede mig – mere end noget andet - du har nu forladt mig. Du har vendt mig ryggen, set dig ondt på mig, af en eller anden grund. Jeg ved stadig ikke hvorfor. Gid nogen kunne fortælle det. Jeg savner dig allerede, følelsen af dine fingre mod min hud, dine læber mod mine. Følelsen af tryghed, og varme. Følelsen af at nogen rent faktisk holder af mig, for den jeg er. Nu skammer jeg mig, jeg er utryg, jeg væmmes ved mig selv, frygter at ingen nogensinde vil komme til at elske mig, for hvad skulle de elske mig for? For det negative, hjerteløse vrag jeg er efterladt som? Du har knust mig, trampet på mig, og nu mangler jeg en til at samle stumperne op fra den beskidte jord. Dog har du det vidst stadig godt med dig selv, for hvorfor skulle du ikke have det? Du er jo en sand kvindemagnet.

- et gammelt kapitel, i min lange historiebog.

Hvis dette er sandt, vil jeg altid have noget af dig, jeg vil altid have et perfekt minde, om det vi havde. Hvis det ikke er, vil jeg få en masse gode minder.

Du betyder så utroligt meget, og jeg kan næsten ikke få mig selv til at give slip.

Min mor har altid fortalt mig, at hvis drengene driller, er det fordi at de er vilde med mig.

Det er jo forkert.

Men inderst inde tror jeg faktisk på det.

Jeg elsker dig.

Man har aldrig et realistisk syn på sig selv.

Det vil aldrig blive muligt at få, du kender sider af dig selv, som ingen andre kender, du høre din stemme, på en anden måde end alle andre. Frygter du aldrig hvordan andre ser dig?

Jeg undre mig tit over, hvad meningen med det hele er.

Jeg tror meningen med det hele er, at der slet ikke er nogen mening, men at folk bare skal undre sig. Hvem fandt på det?