Jeg er bare en ud af mange, og det kan jeg ikke lave om på.
Jeg er en af dem som forventer alt af alle, men ikke vil have at der skal forventes noget af mig. Jeg hader ikke at være god nok, jeg hader når jeg ikke lever op til folks forventninger, når jeg ikke længere tør forvente noget af mig selv, og der er jeg nået til nu. Jeg tør ikke længere forvente noget af nogen som helst, af frygt for at blive skuffet.
Jeg skuffer mig selv, gang på gang. Jeg skuffer andre, gang på gang.
Jeg er ved at være en tom skal. Jeg føler ikke for noget mere, jeg glæder mig ikke. Jeg griner og smiler, for det skal jeg, for ellers skuffer jeg. Hvis ikke jeg bliver ved at være hende den glade pige, med de fede æblekinder, så skuffer jeg, og det har jeg ikke lyst til.
Jeg kan ikke, jeg vil ikke, ergo jeg skal ikke.
Sådan har min tankegang altid været, men nu vil jeg godt. Jeg kan bare ikke, folk forventer at jeg gør det. At jeg får min flotte, røde hue, sommeren 2013. Men jeg kan ikke. For jeg kan ikke sove ud, jeg kan ikke være frisk. Også selvom jeg prøver, jeg kan sove i 10 timer, stå op, og have lyst til at gå i seng, fordi at jeg er træt.
Jeg føler mig udkørt og udnyttet. Jeg var overbevist om at jeg aldrig ville blive syg, men nu er den tanke smidt væk. Jeg føler at jeg er så tæt på at tabe hele verden på gulvet, så jeg endnu en gang kan se den krakelere for øjnene af mig. Jeg prøver at holde fast, og det bliver mine sidste kræfter brugt på.
Vil du ikke redde mig?
