Hvad blev der af forevigt?

Jeg er helt ved siden af mig selv. Jeg kan stadig ikke finde ro, uden han er her. Jeg kan ikke engang finde ro når han er her. For hele tiden tænker jeg, "hvor længe han mon holder ud? Hvor længe kan han holde mig og Lucifer ud?"

Jeg ligger i hans seng, han er ikke hjemme. Jeg kan næsten ikke bevæge mig, fordi at jeg har forstuvet nakken. Jeg har siden mit styrt tænkt, at jeg ligeså godt kunne have været død. Men så havde det været en ulykke, og ikke mig som var selvdestruktiv. Det er forfærdeligt at tænke de tanker som jeg tænker.
Det larmer udenfor, regnen plasker ned, jeg kan ikke koncentrere mig. Og nu ved jeg at der går endnu længere tid før han kommer hjem.

Min mor har dårlig spurgt ind til ulykken.
Jeg kan fortælle at jeg kom på skadestuen efter ulykken, fik nakkekrave på, og lå ned i tre timer. Jeg måtte ikke gå på toilettet, ikke rejse mig, jeg måtte ikke bevæge mig, for de var bange for at jeg havde ødelagt noget i min nakke. Jeg blev røntgenfotograferet, scannet, mærket og trykket på. En forstuvning, og så har jeg forstrukket mine ledbånd i ryggen. Så billigt er jeg sluppet.

Jeg tænker stadig på at tage afsted, og se verden ude fra, se verden fra et perspektiv som jeg kan forholde mig til. Se verden, uden nogen behøver at se mig.

"And I'd give up forever to touch you
Cause I know that you feel me somehow
You're the closest to heaven that I'll ever be
And I don't want to go home right now

And all I can taste is this moment
And all I can breathe is your life
Cause sooner or later it's over
I just don't want to miss you tonight

And I don't want the world to see me
Cause I don't think that they'd understand
When everything's made to be broken
I just want you to know who I am

And you can't fight the tears that ain't coming
Or the moment of truth in your lies
When everything seems like the movies
Yeah you bleed just to know your alive"