Du fantastiske menneske, som jeg har brugt timer med. Du som førte mig ud hvor jeg ikke kunne bunde, men hvor jeg så lærte at svømme. Du som kaldte mig livets prinsesse, du som sagde at du elskede mig – mere end noget andet - du har nu forladt mig. Du har vendt mig ryggen, set dig ondt på mig, af en eller anden grund. Jeg ved stadig ikke hvorfor. Gid nogen kunne fortælle det. Jeg savner dig allerede, følelsen af dine fingre mod min hud, dine læber mod mine. Følelsen af tryghed, og varme. Følelsen af at nogen rent faktisk holder af mig, for den jeg er. Nu skammer jeg mig, jeg er utryg, jeg væmmes ved mig selv, frygter at ingen nogensinde vil komme til at elske mig, for hvad skulle de elske mig for? For det negative, hjerteløse vrag jeg er efterladt som? Du har knust mig, trampet på mig, og nu mangler jeg en til at samle stumperne op fra den beskidte jord. Dog har du det vidst stadig godt med dig selv, for hvorfor skulle du ikke have det? Du er jo en sand kvindemagnet.

- et gammelt kapitel, i min lange historiebog.