Tre år.

Tre år er lang tid. Især uden min farmor. For hun var komplet, fuldstændig som det menneske jeg godt vil være. Jeg savner hende. Og jeg sidder stadig tit ved hendes grav, og græder. Ikke kun over savnet af hende. Men også over hvordan jeg godt ville have hele verden til at se alt det som jeg ser, men at det ikke kan lade sig gøre. Jeg ville godt have at det hele gik efter min næse, men sådan fungere verden ikke, og det er jeg stadig ved at lære.

Hun lytter, uden at brokke sig. Hun ville have gjort det samme, om jeg så sad sammen med hende. Og det er det jeg arbejder hen imod.

Jeg elsker dig.

Lis Sandberg Jensen.