Is this really it?

Jeg troede det skulle være forevigt, men jeg har jo aldrig troet på, at han ville holde mig og Lucifer ud. Nu er det slut, og han har en ny.
Jeg troede, at jeg før havde været nede og skrabe bunden, men aldrig har jeg følt mig så tømt for liv, som jeg gør nu. Jeg føler der er et stort hul, midt i min brystkasse. Jeg kan ikke spise, eller sove, eller tænke, eller gøre noget som helst, udover at elske ham. Jeg elsker ham, så meget. Jeg føler mig dum for ikke at have set det før, for nu har jeg mistet min bedste ven.
Jeg elsker ham, selv de ting jeg ikke kan lide ved ham, elsker jeg. Jeg elsker hans fejl, for i min verden, er det ikke fejl, det er de små ting der gør ham så elskværdig.
Jeg har altid frygtet, at han ville gå, og det tror jeg, har gjort så jeg ikke har kunnet give mig ét hundrede procent. Altid har jeg været bange.
Jeg er ikke nem, og der er aldrig nogen der har lovet ham, at det skulle være nemt at elske mig. Men han gjorde det, selvom tingene ikke altid var perfekte.

Han elskede mig.

Jeg forsætter en anden dag, for tårerne presser sig på, igen.