Jeg går stadig i København, finder trappen, jeg sætte mig. Jeg kan mærke at tårerne presser på, ikke fordi at jeg er ked, men fordi jeg er glad. Glad for at jeg mødte ham, den dag inde i Tivoli. Jeg fulgte efter ham, diskret selvfølgelig. Men han havde så åbenbart lagt mærke til mig. Min veninde og jeg satte os på kanten af et bed, vi sad og spiste is, hun havde fået øje på ham, og så gik hun. Han satte sig ved siden af mig, jeg stoppe næsten med at trække vejret, mit hjerte pumpede, og jeg var meget nervøs. Vi sad og snakkede, allerede der, var jeg helt væk i ham. Det var meget specielt. Vi snakkede sammen, flere timer, hver dag. Halvanden uge efter sås vi så, på trappen i regnen, med vores første kys. Halvanden uge efter det, mødte han min mor. Hun elskede ham. Det var fantastisk, næsten utroligt. Min storesøster kunne ikke fordrage ham, min lillesøster synes bare at han var sjov, han spillede fodbold med hende i haven, og hun elskede det. Han var hurtigt inde i familien. Og blev hurtigt en kæmpe del af mit liv. Jeg var næsten lige blevet femten da jeg mødte ham, og han blev enogtyve kort tid efter. Kæmpe alders difference, men stadig så meget tilfælles. Og dog. Han var god at snakke med, fantastisk, og altid kunne an få mig til at føle mig helt fantastisk. Aldrig har jeg haft det så godt med mig selv. Indtil han slog op selvfølgelig, det var d. 1. September, jeg havde haft en skidt dag, men tanken om ham gjorde mig glad. For ham kunne jeg altid snakke med. Min veninde skulle komme hjem til mig om eftermiddagen, for vi skulle ud at svømme. Og så ringede han. Det var så det. Vi fortsatte med at se hinanden, indtil november. Jeg har også set ham et par gange i starten af året, men der havde han fået en ny kæreste. Som der så ikke var andet end problemer med. Og så rejste han, og der sluttede det.
Jeg rejser mig fra trappen, men en god følelse indeni, det var en god sommer, nok en af de bedste.
