We're just ordinary people.

Boy I'm in love with you
This ain't the honeymoon
Past the infatuation phase
Right in the thick of love
At times we get sick of love
It seems like we argue everyday

I know i misbehaved
And you made your mistakes
And we both still got room left to grow
And though love sometimes hurts
I still put you first
And we'll make this thing work
But I think we should take it slow

We're just ordinary people
We don't know which way to go
Cuz we're ordinary people
Maybe we should take it slow
This time we'll take it slow
This time we'll take it slow

This ain't a movie no
No fairy tale conclusion ya'll
It gets more confusing everyday
Sometimes it's heaven sent
Then we head back to hell again
We kiss and we make up on the way

I hang up you call
We rise and we fall
And we feel like just walking away
As our love advances
We take second chances
Though it's not a fantasy
I Still want you to stay

We're just ordinary people
We don't know which way to go
Cuz we're ordinary people
Maybe we should take it slow
This time we'll take it slow
This time we'll take it slow

Take it slow
Maybe we'll live and learn
Maybe we'll crash and burn
Maybe you'll stay, maybe you'll leave,
maybe you'll return
Maybe another fight
Maybe we won't survive
But maybe we'll grow
We never know baby you and I

We're just ordinary people
We don't know which way to go
Cuz we're ordinary people
Maybe we should take it slow
We're just ordinary people
We don't know which way to go
Cuz we're ordinary people
Maybe we should take it slow
This time we'll take it slow
This time we'll take it slow

Favorit citat.

Am I crazy?

- no, you're not crazy. You're entirely bonkers. But I'll tell you a secret, all the best people are.

Alle fortjener en chance til.

Jeg er bare for god til at give folk mere end en chance, i håb om at det bliver bedre en dag. Mine mørke øjne kigger altid tilgivende, uskyldigt og samtidig undskyldende på ham. Jeg ved at jeg ikke får flere chancer, og derfor må jeg prøve at gøre det bedre. Jeg har prøvet at hænge fast i det, for at få en chance til. For at få ligeså mange chancer som han har fået, måske har jeg fået en del, uden selv at have set det. En del ting er gået forbi min næse, i perioder hvor jeg har været nede. I perioder hvor jeg ingen fokus har haft, for derefter at kæmpe mig op, ved at fokusere på mig selv, for så igen at banke mig selv tilbage ved igen at fokusere på alle andres behov. Jeg føler at flere burde give mig en chance, for alle burde have en til. Hvis folk beder om en chance til, gør de det nok i håb om at de kan gøre det bedre. Og en dag, så gør de det godt nok. Hvis bare de får muligheden, og det skal vi alle sammen være med til at give hinanden, for ellers har vi ingen fremtid.

Du skal værdsætte folk, som ikke kan værdsætte sig selv, for det er dem der har brug for det. Så giv dem da en chance til, for det kan være at det er dem som skal give dig en næste gang.

To love, or not to love. To be, or not to be.

Jeg føler for noget jeg ikke kan få, har noget som jeg ikke føler for, men hvis jeg siger fra til det, vil jeg miste den bedste veninde jeg nogensinde har haft. Jeg vil allerhelst lære at sige fra, og leve med konsekvenserne. Men det kan jeg ikke, og lige hende, vil jeg ikke miste. Hun er den eneste som kommer rendende på de mærkeligste tidspunkter af døgnet, jeg kan græde og grine med hende. Det kan jeg også med den dreng, mand jeg elsker. Det lyder forfærdeligt i mine øre, 16 år gammel og kan stadig føle så meget for en ja, mand. Jeg er sammen med en jeg ikke elsker, som lyver over for mig, og som jeg meget sjældent kan regne med. Selvom jeg droppede det, ville jeg stadig ikke få ham jeg elsker, jeg ville muligvis få en bedre smag i munden, men være ked af at jeg havde mistet min bedste veninde, som jeg har kendt altid.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set min smukke lillesøster være så glad, som da hun så min eks igår. Det var fantastisk, og gav mig en ro.

Han kan snakke med mig, og give mig en respons på det jeg siger. Og hver gang vi skilles, græder jeg, for hvad hvis jeg ikke ser ham igen? Det sidste han sagde til mig igår før han gik, var "husk nu at tænk på dig selv" og for første gang i lang tid følte jeg mig værdsat. Det var en fantastisk følelse.

I've tasted it, and now I know what love is. - and that's beautiful.

"en helt anden forståelse for tingene"

Jeg snakkede med en gammel ven, en faktisk gammel kæreste forleden. Han spurgte mig om jeg elskede min nye kæreste, jeg svarede nej. For det at elske er noget på et niveau som er svært at forstå. Han spurgte hvad det var, og jeg svarede at det var trygheden. Så i hans verden har jeg ikke en kæreste, men en tryghed.

Han spurgte også om jeg nogensinde ville få et forhold svarende til det vi havde. Der svarede jeg også nej. Det var kærlighed, som ingen vil forstå. Han var enig, og mente at vi begge havde en helt anden forståelse for tingene. Og at det var det der gjorde vores forhold til det det var.

Jeg er glad og tilfreds med min tryghed. For han er fantastisk. Og giver mig alt jeg har brug for, og mere til.

Jeg synes alt er fantastisk.

- er det ikke det forelskelse snyder en til at tro?

Jeg husker kysset på trappen i regnen.

Jeg går gennem Københavns små gader, omkring strøget. Så meget ved jeg. Det regner, ligesom dengang. Det føles helt som det samme. Bare uden ham. Det var anden gang jeg skulle se ham, og hele dagen havde jeg været helt oppe at køre. For det var ham. Vi skulle mødes ved Storkespringvandet, jeg så ham, gik hen imod ham, han tog min hånd, trak mig tæt på, og kyssede mig. Jeg glemte helt regnen, jeg fløj langt væk. Og så gik vi afsted, hånd i hånd, igennem København, i regnen. Vi satte os på en trappe, så langt op mod bygningen som muligt. Vi sad, så regnen lige præcis ikke kunne nå os. Vi sad midt i København, men stadig langt væk. Allerede der, vidste jeg, at det blev en speciel sommer, og at han skulle være en del af den. Det blev han, han blev faktisk bare en stor del af mit liv. Thobias hedder han. Han er stadig en del af mig, men han vil aldrig komme til at påvirke mit liv yderligere. For det har jeg valgt. Han har gjort så meget for mig, og nu skal han nyde livet.

Jeg går stadig i København, finder trappen, jeg sætte mig. Jeg kan mærke at tårerne presser på, ikke fordi at jeg er ked, men fordi jeg er glad. Glad for at jeg mødte ham, den dag inde i Tivoli. Jeg fulgte efter ham, diskret selvfølgelig. Men han havde så åbenbart lagt mærke til mig. Min veninde og jeg satte os på kanten af et bed, vi sad og spiste is, hun havde fået øje på ham, og så gik hun. Han satte sig ved siden af mig, jeg stoppe næsten med at trække vejret, mit hjerte pumpede, og jeg var meget nervøs. Vi sad og snakkede, allerede der, var jeg helt væk i ham. Det var meget specielt. Vi snakkede sammen, flere timer, hver dag. Halvanden uge efter sås vi så, på trappen i regnen, med vores første kys. Halvanden uge efter det, mødte han min mor. Hun elskede ham. Det var fantastisk, næsten utroligt. Min storesøster kunne ikke fordrage ham, min lillesøster synes bare at han var sjov, han spillede fodbold med hende i haven, og hun elskede det. Han var hurtigt inde i familien. Og blev hurtigt en kæmpe del af mit liv. Jeg var næsten lige blevet femten da jeg mødte ham, og han blev enogtyve kort tid efter. Kæmpe alders difference, men stadig så meget tilfælles. Og dog. Han var god at snakke med, fantastisk, og altid kunne an få mig til at føle mig helt fantastisk. Aldrig har jeg haft det så godt med mig selv. Indtil han slog op selvfølgelig, det var d. 1. September, jeg havde haft en skidt dag, men tanken om ham gjorde mig glad. For ham kunne jeg altid snakke med. Min veninde skulle komme hjem til mig om eftermiddagen, for vi skulle ud at svømme. Og så ringede han. Det var så det. Vi fortsatte med at se hinanden, indtil november. Jeg har også set ham et par gange i starten af året, men der havde han fået en ny kæreste. Som der så ikke var andet end problemer med. Og så rejste han, og der sluttede det.

Jeg rejser mig fra trappen, men en god følelse indeni, det var en god sommer, nok en af de bedste.