Anouk - Lost

If roses are meant to be red
And violets to be blue
Why isn't my heart meant for you

My hands longing to touch you
But I can barely breathe
Starry eyes that make me melt
Right in front of me

Lost in this world
I even get lost in this song
And when the lights go down
That is where I'll be found

This music's irresistible
Your voice makes my skin crawl
Innocent and pure
I guess you heard it all before

Mister Inaccessible
Will this ever change
One thing that remains the same
You're still a picture in a frame

Lost in this world
I even get lost in this song
And when the lights go down
That is where I'll be found

I get lost in this world
I get lost in your eyes
And when the lights go down
That's where I'll be found
Yeah yeah

I get lost in this world
I get lost in your eyes
And when the lights go down
Am I the only one
Ooh

here I come...

Så blev det jul, og nytår. Jeg har ikke taget mig sammen til at få skrevet noget. Men nu, hvor det er d. 1. januar, tænkte jeg, at nu bliver det;

Julen var ikke nem. Jeg endte med at sidde på et værelse og græde. Jeg troede at jeg kunne klare det uden min mor og far sammen, men det er slet ikke så nemt som jeg troede. Og uden min farmor. Jeg troede at jeg kom igennem det uden tåre, men det gik ikke. Jeg følte et savn så stort, jeg kunne slet ikke håndtere det. Det var så svært. Jeg sad det meste af dagen og tænkte over hvordan min begravelse skulle være. Sådan skal juleaften ikke være, men jeg fandt ud af det. Jeg skal have en hvid kiste, med én hvid rose. Min storesøster skal synge "er der nogen i himlen", for hun synger fantastisk. Præsten skal læse noget jeg har skrevet, han skal sige at jeg elsker mine søskende, ligemeget hvor jeg er. At Minella fik mig til at holde ud i længere tid, og at Mie har fået mig til at grine, og at de har skjult mine tårer når jeg er brudt sammen i kantinen. At min mor og far, aldrig må bebrejde dem selv, selvom jeg tit har gjort det, så skal de vide at det ikke er deres skyld. Min lillesøster skal vide at hun er den smukkeste og mest fantastiske person jeg nogensinde har mødt, at hun skal vise verden at hun godt kan, for det ved jeg at hun kan. At min storesøster skal vide at jeg støtter hende, selvom jeg ikke er lige ved siden af hende, og at jeg altid er i hendes hjerte. Og at hun, og min lillesøster altid er under mine vinger. Og at jeg ved, at de kan alt hvad de vil, og de skal gøre alt det jeg ikke fik gjort, at de skal følge den vej de mener er rigtig, for selvom den er mørk og snoet, så er der lys for enden. Til sidst, skal der spilles Tracy Chapman - Kiss the rain.

Jeg har i lang tid haft lyst til at sige farvel til alt og alle, og tage hen til det sted, hvor ingen siger noget, hvor der intet er. Der hvor jeg ser lyset, og siger godnat. Men noget viste mig at jeg er mere end det, og at jeg skal bruge de her følelser til at hjælpe unge som ikke kan finde vejen, som ikke kan overbevise dem selv om at der er lys for enden af vejen.

Jeg tror at jeg er forelsket, og det er helt forkert, men det har givet mig lidt håb, at jeg stadig kan føle. Jeg tør godt nu. Jeg skal igennem de her tre år på Amtet, jeg skal vise min gamle klasselærer og alle andre der nogensinde har tvivlet på mig, at jeg godt kan. At jeg kan hvad jeg vil.

Tak til Minella for at holde fast når jeg ikke selv har kunnet.

Jeg vil give dig hele verden som tak. Men det kan jeg ikke, i stedet skal mit hjem, for unge som tvivler på dem selv, hedde Minella. Du er alt, og mere til. Jeg elsker dig.

I might think that I'm gonna kill myself.

En Erindring. Barn i en skilsmisse.

Det var en søndag midt i marts i år 2007. Jeg havde lavet det jeg plejer at lave, ryddet op. Men denne søndag, der hjalp min storesøster mig. Der var en særlig stemning i huset den dag. Søndag morgen gik dog, som alle andre søndag morgener; sove længe og så lavede min far morgenmad. Men jo længere vi nåede op ad dagen, jo mere nedtrykt blev det at være i huset i Svebølle. Min storesøster var ualmindeligt sød over for mig, ikke fordi jeg havde noget i mod det, men stadig mærkeligt. Min mor smilede, men med et uvirkeligt og utrygt smil. Min far sagde ikke rigtig noget, gik bare rundt i hans egen verden. Jeg tænkte ikke så meget over det, før min mor og far kom ud fra soveværelset, jeg kunne tydeligt se at min far havde grædt. Min mor var kold, kold som hun plejede at være, dog var noget ændret den dag; hvis man kiggede hende dybt i øjnene kunne man se at noget var ændret, hendes iskolde, blå øjne, var blevet triste og nedtrykte at kigge i.

Denne marts måned var meget kold, min storesøster havde alligevel åbnet vinduet – for at lufte ud. Jeg gik ud fra værelset – for at se på andet end mit rod -, min storesøster havde tydeligvis også forladt mit værelse. Da jeg kommer ind på værelset igen, stormer min far ind – med tårer i øjnene – og råber ”få lukket det vindue! Jeg har ikke råd til at fyre for gråspurvene og jeg er her nok ikke i næste uge til at lukke vinduerne for jer!” De ord forstod jeg ikke i det de kom ud, men da jeg havde tænkt i 5-6 sekunder fandt jeg ud af hvad det var der var startet…

Jeg var 12 år, jeg var Kerstine, jeg gik i 6. klasse, jeg forstod intet og jeg troede pludselig heller ikke jeg var noget. Jeg havde heldigvis nogle venner som i hvert fald snakkede med mig og var der for mig. Venner som jeg vidste aldrig ville forlade mig. Men stadig troede lille jeg at jeg kunne redde det hele, jeg kunne redde verden og tage alverdens ansvar på mine skuldre. Jeg kunne hverken redde noget eller tage noget ansvar. Jeg begyndte i stedet at få skyldfølelse, jeg følte at det var min skyld at vores familie skulle splittes.

Nu er jeg 14 år, jeg ved ikke rigtig hvem jeg er længere, jeg går i 8. klasse, jeg forstår meget og ved jeg er noget, men ikke noget med særlig stor betydning. Jeg har stadig nogle venner som snakker med mig, er der for mig og aldrig forlader mig. Jeg ved at jeg ikke kan redde alt – kun mig selv – og at jeg ikke kan tage alverdens ansvar. Jeg ved at jeg ikke er voksen og at jeg må tage det hele som det kommer, at jeg skal bruge min hjerne og udnytte de muligheder jeg har. Ikke lukke af over for folk, få den hjælp jeg kan og lytte til menneskene omkring mig.

Jeg har det godt med at mine forældre skilt. Jeg har det godt med at de bor hver sit sted, for de er venner - bedste venner - og mine forældre.

Tårer dannes i hjertet, fødes i øjnene, lever på kinderne og dør på læberne.

Kerstine Hintze

Nu er jeg 16, og stadig ligeså dum, og ikke mindst naiv.

Behind my smile is everything that you'll never understand.

Just the same for you.

Please follow straight the way that will lead you

To read me deep inside cause i love you.
And now please come with me let confusion fade away.
I can't stand waiting. i can't stand waiting.

Wherever my love is written
For you only you is right to know
And read down inside the deepest
Corners of my open soul.
I used to call you my treasure
But now you're my new religion
Because i feel just the same for you

Nu er jeg igen blevet snydt af forelskelsen. Hvordan kunne jeg få mig selv til at tro på at nogen faktisk ville holde af mig? Og det jeg står for.

Jeg finder aldrig en, som er der for mig, hele tiden. Som har lyst til at være der, for at sige at det hele er okay.

"Everything's alright with you,

There's one thing you can't do,

And I believe that it's what I want.

Everything's right on the spot,

There's one thing you ain't got,

And I believee that it's what I need from you"