Julen var ikke nem. Jeg endte med at sidde på et værelse og græde. Jeg troede at jeg kunne klare det uden min mor og far sammen, men det er slet ikke så nemt som jeg troede. Og uden min farmor. Jeg troede at jeg kom igennem det uden tåre, men det gik ikke. Jeg følte et savn så stort, jeg kunne slet ikke håndtere det. Det var så svært. Jeg sad det meste af dagen og tænkte over hvordan min begravelse skulle være. Sådan skal juleaften ikke være, men jeg fandt ud af det. Jeg skal have en hvid kiste, med én hvid rose. Min storesøster skal synge "er der nogen i himlen", for hun synger fantastisk. Præsten skal læse noget jeg har skrevet, han skal sige at jeg elsker mine søskende, ligemeget hvor jeg er. At Minella fik mig til at holde ud i længere tid, og at Mie har fået mig til at grine, og at de har skjult mine tårer når jeg er brudt sammen i kantinen. At min mor og far, aldrig må bebrejde dem selv, selvom jeg tit har gjort det, så skal de vide at det ikke er deres skyld. Min lillesøster skal vide at hun er den smukkeste og mest fantastiske person jeg nogensinde har mødt, at hun skal vise verden at hun godt kan, for det ved jeg at hun kan. At min storesøster skal vide at jeg støtter hende, selvom jeg ikke er lige ved siden af hende, og at jeg altid er i hendes hjerte. Og at hun, og min lillesøster altid er under mine vinger. Og at jeg ved, at de kan alt hvad de vil, og de skal gøre alt det jeg ikke fik gjort, at de skal følge den vej de mener er rigtig, for selvom den er mørk og snoet, så er der lys for enden. Til sidst, skal der spilles Tracy Chapman - Kiss the rain.
Jeg har i lang tid haft lyst til at sige farvel til alt og alle, og tage hen til det sted, hvor ingen siger noget, hvor der intet er. Der hvor jeg ser lyset, og siger godnat. Men noget viste mig at jeg er mere end det, og at jeg skal bruge de her følelser til at hjælpe unge som ikke kan finde vejen, som ikke kan overbevise dem selv om at der er lys for enden af vejen.
Jeg tror at jeg er forelsket, og det er helt forkert, men det har givet mig lidt håb, at jeg stadig kan føle. Jeg tør godt nu. Jeg skal igennem de her tre år på Amtet, jeg skal vise min gamle klasselærer og alle andre der nogensinde har tvivlet på mig, at jeg godt kan. At jeg kan hvad jeg vil.
Tak til Minella for at holde fast når jeg ikke selv har kunnet.
Jeg vil give dig hele verden som tak. Men det kan jeg ikke, i stedet skal mit hjem, for unge som tvivler på dem selv, hedde Minella. Du er alt, og mere til. Jeg elsker dig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar