Mit liv som en skulptur i en boble.

Mit liv er lidt som en boble. Jeg lever i den. Nogen gange er det sjovt at trille rundt. Andre gange bliver man træt af det, og så ligger man stille, og kigger ud igennem sin boble. Man kigger rundt på verden, som altid vil være på afstand. Man ser folk, som kommer løbende mod en, men som bliver holdt ude af boblen. De vil så gerne, man vil så gerne. Men man kan ikke prikke hul på boblen, for så ville selve livet løbe ud. Man må ikke ødelægge den. For så ødelægger man mig.

Jeg er en skulptur, inde i en boble. En ødelagt skulptur. Smuk på lang afstand, men når man kommer tæt på, så ser man hvor ødelagt jeg er, og så er man for tæt på til at kunne gå væk igen, man føler at man skal studere alle revner og sprækker, det gør ondt på mig, at folk skal studere mine fejl. De skal altid vide hvorfor. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg lever mit bobleliv, men der er snart ikke mere ilt i min boble, jeg kan bare ikke få mig selv til at prikke hul, for så skal jeg se den virkelige verden, og det gør ondt.