the painter.

a blank canvas
i'm not a painter
a blank expression
i'm no mind reader
help me out, work it out
i'm not the only one

see this here?
this forced smile
i made it for you
come smile with me too
let's sit and grin
'til it sinks in
help me out, work it out
i'm not the only one

a cluttered head
i'm not a therapist
a cluttered room
it's organised mess, i swear
help me out, work it out
i'm not the only one

see this here?
this forced smile
i made it for you
come smile with me too
let's sit and grin
'til it sinks in
help me out, work it out
i'm not the only one

can't you find you?

a blank canvas,
i'm not a painter

Jeg har intet talent.

Gid jeg havde, kan man eventuelt købe et brugt?

Tre år.

Tre år er lang tid. Især uden min farmor. For hun var komplet, fuldstændig som det menneske jeg godt vil være. Jeg savner hende. Og jeg sidder stadig tit ved hendes grav, og græder. Ikke kun over savnet af hende. Men også over hvordan jeg godt ville have hele verden til at se alt det som jeg ser, men at det ikke kan lade sig gøre. Jeg ville godt have at det hele gik efter min næse, men sådan fungere verden ikke, og det er jeg stadig ved at lære.

Hun lytter, uden at brokke sig. Hun ville have gjort det samme, om jeg så sad sammen med hende. Og det er det jeg arbejder hen imod.

Jeg elsker dig.

Lis Sandberg Jensen.

Just take me away.

Jeg skriver alt hvad hjertet begærer.

I want to you to stay, even though it hurts.

"Deep down you know it's best for yourself but you
Hate the thought of her being with someone else
But you know that it's over
You know that it was through
Let it burn
Let it burn
Gotta let it burn"

Maybe I didn't hurt you.

Han kom tilbage, til trods for at jeg er giftig. Han kan stadig dårlig svare på min sms'er, men det må også være svært, når man er så sej som ham. Men jeg er jo også bare en pige, hvorfor skulle jeg pludselig have følelser? Jeg er jo ikke et menneske, eller noget som bare minder om det. Jeg er dømt til at være her, og jeg vælger at være til, ikke til stede. Men bare være der hvor jeg er tryg, og det er jeg lige her, på mit værelse, alene. Hvor jeg igennem min computer bestemmer hvem der er en del af mit liv, og hvem der ikke. Hvilke dage de er det, og hvilke de ikke er. Det bliver først svært når de kommer tæt på, tæt på hvem jeg er. Som menneske og som monster. Som syg og rask. Som sød og sur. Men pludselig kommer de for tæt på, hvilket jeg ikke ønsker at de skal. Så skubber jeg dem væk, for hvem kan overhovedet holde af mig?

Jeg har tabt det hele på gulvet, igen.