Alt og intet.

Jeg er alt, og intet. Jeg har alt, men føler intet. Jeg har det hele, uden at have noget.
Jeg skuffer alle, men kender ingen.
Jeg forventer alt af dem, som intet forventer af mig.
Alt og intet.
Det er det, det hele handler om. Er der ikke noget midt imellem alt og intet? Ud over "og"?
Jeg har alt. Mangler inet.
Jeg har intet. Mangler alt.
Jeg føler mig tom, og tæsket. Jeg bliver tappet for energi. Jeg går ikke længere i skole.
Jeg aner ikke hvad jeg vil, hvor jeg skal hen, hvad jeg skal bruge mit liv på.
Jeg kan godt lide at drømme om, at mig og ham der den søde skal være sammen for evigt og altid, men hvem kan holde mig og mine monstre ud for evigt? For første gang i lang tid føler jeg. Jeg elsker ham. Han giver mig alt, for jeg havde intet.
Han ved ikke hvad han gir' mig. For han vidste ikke at jeg følte mig tabt, alene og ensom før jeg fandt ham og hans kærlighed. Før ham, havde jeg ikke lyst til at være her, jeg havde ikke lyst til at føle, for jeg havde intet at føle for.
Han giver mig næsten alt, nu mangler jeg bare at få Minella tilbage i mit liv.
Hun gav mig alt det som ingen kunne give mig, selvom at hun måtte kæmpe en brag kamp for at gøre det. Hun er det eneste menneske, som jeg aldrig har tvivlet på, og alligevel mister jeg hende. Hvad kommer nemt, går let. Jeg skulle have kæmpet, jeg skulle have vist hende at jeg ville give hende mindst ligeså meget, som hun gav mig.
Jeg skylder hende stadig verden. Jeg får hende aldrig igen, men hun er altid med mig i hjertet. Og der, der vil hun altid støtte mig. Ligesom hun gjorde dengang. Dengang i Roskilde, dengang i gymnasiet.
Mig og Minella for evigt i drømmeland.
Hun er alt.

Hvad blev der af forevigt?

Jeg er helt ved siden af mig selv. Jeg kan stadig ikke finde ro, uden han er her. Jeg kan ikke engang finde ro når han er her. For hele tiden tænker jeg, "hvor længe han mon holder ud? Hvor længe kan han holde mig og Lucifer ud?"

Jeg ligger i hans seng, han er ikke hjemme. Jeg kan næsten ikke bevæge mig, fordi at jeg har forstuvet nakken. Jeg har siden mit styrt tænkt, at jeg ligeså godt kunne have været død. Men så havde det været en ulykke, og ikke mig som var selvdestruktiv. Det er forfærdeligt at tænke de tanker som jeg tænker.
Det larmer udenfor, regnen plasker ned, jeg kan ikke koncentrere mig. Og nu ved jeg at der går endnu længere tid før han kommer hjem.

Min mor har dårlig spurgt ind til ulykken.
Jeg kan fortælle at jeg kom på skadestuen efter ulykken, fik nakkekrave på, og lå ned i tre timer. Jeg måtte ikke gå på toilettet, ikke rejse mig, jeg måtte ikke bevæge mig, for de var bange for at jeg havde ødelagt noget i min nakke. Jeg blev røntgenfotograferet, scannet, mærket og trykket på. En forstuvning, og så har jeg forstrukket mine ledbånd i ryggen. Så billigt er jeg sluppet.

Jeg tænker stadig på at tage afsted, og se verden ude fra, se verden fra et perspektiv som jeg kan forholde mig til. Se verden, uden nogen behøver at se mig.

"And I'd give up forever to touch you
Cause I know that you feel me somehow
You're the closest to heaven that I'll ever be
And I don't want to go home right now

And all I can taste is this moment
And all I can breathe is your life
Cause sooner or later it's over
I just don't want to miss you tonight

And I don't want the world to see me
Cause I don't think that they'd understand
When everything's made to be broken
I just want you to know who I am

And you can't fight the tears that ain't coming
Or the moment of truth in your lies
When everything seems like the movies
Yeah you bleed just to know your alive"

Johnny Cash - Hurt

I hurt myself today
to see if I still feel
I focus on the pain
the only thing that's real
the needle tears a hole
the old familiar sting
try to kill it all away
but I remember everything
what have I become?
my sweetest friend
everyone I know
goes away in the end
and you could have it all
my empire of dirt

I will let you down
I will make you hurt

I wear this crown of thorns
upon my liar's chair
full of broken thoughts
I cannot repair
beneath the stains of time
the feelings disappear
you are someone else
I am still right here

what have I become?
my sweetest friend
everyone I know
goes away in the end
and you could have it all
my empire of dirt

I will let you down
I will make you hurt

if I could start again
a million miles away
I would keep myself
I would find a way

Der er så meget.

Egentlig har jeg det fint, og så alligevel ikke. Alle tror at jeg har det fint, fordi at jeg er begyndt at få snakket om tingene. Fordi at jeg er begyndt på medicin, fordi at jeg er droppet ud. Men der er så meget de ikke ved. Der er så meget jeg ikke kan sige, til nogen som helst. Ikke engang min psykiater. Hun skal ikke engang tage tingene til sig, hun får penge for at lytte til det jeg siger. Men stadig er der så meget jeg ikke kan sætte ord på, så meget som stadig er i boblen sammen med mig. Inde i boblen, hvor jeg stadig er. Jeg tør ikke komme ud, jeg tør ikke se Lucifer og virkeligheden i øjnene. Jeg er stadig ikke perfekt, jeg er stadig ikke god nok, Lucifer griner stadig. Jeg er ikke elsket, for ingen kan elske et monster.

Jeg kan ikke føle, jeg tror at jeg er bange for at mærke andet en smerte. For hvis jeg mærker det gode, kommer det dårlige til at gøre endnu mere ondt.

Selvom at jeg har ham der den søde, som holder om mig når jeg ikke kan sove, og når jeg er bange, så tør jeg ikke stole på at han holder af mig. Han er det eneste menneske som nogensinde har behandlet mig ordentligt, uden at træde på min følelser. Ligemeget hvor meget jeg har trampet på ham og hans følelser, så har han altid stået klar til at tage imod mig og mit dårlige humør. Han får mig til at smile, jeg er bange for at gå fra ham, for ligeså snart jeg ikke kan mærke ham, så kommer smerten, og gør endnu mere ondt end før. Derfor føler jeg at jeg har behov for at være sammen med ham hele tiden, hvilket er trættende for ham. Jeg er blevet så afhængig af ham. Jeg hader at være afhængig af mennesker. For jeg føler mig som en belastning.

Det gør ondt at føle, og mærke efter hvad jeg selv har brug for, for det er ikke noget jeg er vant til. Jeg er glad for at jeg kan føle igen, men jeg hader at det skal gøre ondt, ligeså snart jeg går fra ham. Han får mig til at føle mig speciel, særlig og okay. Men det er selvfølgelig også bare at udsætte det dårlige, men det har været en afbelastning for mig, at udsætte det hele en måneds tid. Jeg skal kæmpe for det.

Jeg vil slutte nu, for ham den søde er her.

Mit liv som en skulptur i en boble.

Mit liv er lidt som en boble. Jeg lever i den. Nogen gange er det sjovt at trille rundt. Andre gange bliver man træt af det, og så ligger man stille, og kigger ud igennem sin boble. Man kigger rundt på verden, som altid vil være på afstand. Man ser folk, som kommer løbende mod en, men som bliver holdt ude af boblen. De vil så gerne, man vil så gerne. Men man kan ikke prikke hul på boblen, for så ville selve livet løbe ud. Man må ikke ødelægge den. For så ødelægger man mig.

Jeg er en skulptur, inde i en boble. En ødelagt skulptur. Smuk på lang afstand, men når man kommer tæt på, så ser man hvor ødelagt jeg er, og så er man for tæt på til at kunne gå væk igen, man føler at man skal studere alle revner og sprækker, det gør ondt på mig, at folk skal studere mine fejl. De skal altid vide hvorfor. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg lever mit bobleliv, men der er snart ikke mere ilt i min boble, jeg kan bare ikke få mig selv til at prikke hul, for så skal jeg se den virkelige verden, og det gør ondt.

"Don't say you know me, when I don't even know myself."

Jeg ved ikke hvad jeg er på vej hen imod. Jeg ved ikke hvad jeg er på vej væk fra. Jeg ved kun, at jeg har mig selv, og ingen andre. At jeg skal væk, fra alt det jeg er vant til. At jeg skal se verden et nyt sted fra, og at verden ikke skal kunne se mig. Jeg vil væk. Helt væk. Jeg vil ikke være her, for jeg kan kun såre folk. Jeg vil ikke have at folk skal bekymre sig om mig, jeg vil ikke have at de skal påstå at de kender mig, når jeg ikke engang kender mig selv. Jeg vil ikke have at de skal sige at jeg er perfekt, for det er jeg ikke. Jeg er langt fra den de regner med. Pludselig er jeg væk, og de vil ikke vide hvornår. Når de mindst venter det, så flyver jeg ud, og ser verden udefra. Tager det hele på afstand, og ser det som et abstrakt kunstværk. Ser en masse ting, som ikke hænger sammen. For det er verden. En masse brikker, fra millioner af forskellige puslespil. Ingen af dem hænger sammen. Man er heldig hvis man finder to, som kan klemmes ned i hinanden.

Snart får I mit farvel. For jeg kan ikke mere.

"Life's a bitch, and so are you"

Så fik hun stoppet det. Det eneste som har fået mig til at holde fast. Det eneste lille håb, som lod en lille flamme brænde i mig. Det er har hun slået itu. Hun har pustet flammen ud, og sagt pænt farvel.

For jeg har åbenbart ikke brug for det. For jeg fejler jo intet. Jeg har det jo godt. Luk røven, "mor".

Hun er ligeglad.

Når jeg er væk, så håber jeg du læser det her mor. Alt hvad jeg har skrevet siden det gik op for mig at der var forkerte tanker i mit hoved. Og hvis I kigger i min reol, så er der meget mere. Min blå bog, og min sorte bog. Læs dem, prøv at forstå, at der ikke behøver at være grund for alting.

Jeg elsker jer.